Flyderinge: Ja ringe der flyder i overfladen ! Modsat dykkerringer, som kan købes mange steder.

Tidligere har vi brugt de billige ringspils-ringe, men der er et lille hul i så vand kan komme ind i dem (og dem blive en ren bakteriebombe). Sådan en hul er der ikke i dette produkt.

Ringene bruges til alt fra ”Tag den ring og lad den vandre ” til ”Fange en ring”, men også til at øve farver og tælle. De kan sættes på Aquaormeeller man kan ”holde i hånd” uden at røre hinanden.

Ringene er 8-kantede i formen, men stadig med runde kanter, så de er rare at holde på.

Størrelser:

• Lille ring: indvendig 9 cm og udvendigt 13 cm
• Stor ring: indvendig 12 cm og udvendig 16 cm

Vandtrompeter: bruges primært til at øve at puste bobler for svømmere, der ikke er trygge ved at få munden i vandet (eller ikke kan/må af sikkerhedsmæssige årsager). Men også til fri leg. Eks. puste bobler, der kan ramme en andens krop, men uden at behøve fysisk kontakt.

Vandtrompeterne er lavet, så de forbliver flydende i overfladen.

Størrelse:pustehul 2,5 cm. Yderdiameter 9 cm og højde 11,5 cm

Alt 3D-printes enkeltvis og kan derfor bestilles i præcis den kombination af ting, størrelse og farver I ønsker.

Der printes lige nu ifølgende 5 farver Blå, grøn, rød, orange og gul.

Er der ønsker om andre farver eller ideer til nye redskaber, så kontakt os endelig, så går vi gerne i dialog med vores producent. Han elsker nye udfordringer til sin 3D-printer.

Prisen i 2024 er uændret 50kr. pr. styk ink. moms plus evt. omkostninger til forsendelse.

Kontakt: ChristineH@halliwick.dk eller BodilF@halliwick.dk

af Anette M. Spence

I 1991 var jeg første gang med til HASA’s svømmeaften i Lyseng.

I 1993 var jeg med i filmen ’Mærk vandet’.

Siden har jeg være fascineret og inspireret af de store og eksistentielle ord personer kan sætte på deres oplevelser i vand. Ord som: ”I vandet er jeg ikke tyk krop, men Luísa”, eller ”i vandet føler jeg mig som ét med det hele og alligevel helt sig selv”.

Derfor skulle mit masterprojekt i sundhedsantropologi også handle om vand. Nedenstående kan du læse lidt om mit projekt og de tanker jeg har gjort mig.

Som antropolog tager man ud i verden og prøver at se på den med nye øjne. Jeg besluttede derfor at samarbejde med en danser, der er kendt med at ”undersøge verden” via dans. Jeg arrangerede en workshop, hvor personer, der til dagligt lever med smerter, kunne udtrykke sig i vand via bevægelse.  Da det kan være svært at sætte ord på kroniske smerter, blev der ikke brugt ord, men der blev lavet tegninger og undervandsoptagelser, som jeg senere analyserede.

Jeg fandt frem til følgende beskrivelse af vandet:

• vandet løfter dig væk fra bunden
• vandet drejer dig om dig selv
• vandet bremser dig og gør dig langsom
• vandet inviterer dig til at bevæge dig bagud
• vandet griber dig, når du slipper/falder.

Det ledte til tanken om vandet som den perfekte dansepartner! Dette måtte undersøges yderligere og derfor lavede jeg endnu en workshop, hvor jeg sammen med en danser undersøgte vandet som partner på samme måde, som hvis man på land lavede kontaktimprovisation med en anden danser på land.

Selvom jeg i over 30 år har arbejdet i og med vand, så var dette en unik kropsoplevelse, som åbnede nye forståelser for vand.

Jeg er klar over, at dette kan lyde lidt langhåret, men prøv selv at ”mærke vandet” næste gang du er i det. Prøv at mærke det som partner, bevæg dig med det, udfordre det, leg, dans!

Som teoretisk afsæt brugte jeg sociologen Hartmut Rosas resonansteori. Han beskæftiger sig med, hvad det gode liv er. Han argumenterer for, at vi i dag har et stumt verdensforhold. Vi tror, vi kan planlægge alt og handle os ud af alt. Men øjeblikke af ”resonans”, der hvor man følger sig ”vibrerende” og i live, disse øjeblikke er som udgangspunkt utilgængelige og kan ikke planlægges. Men som mennesker hungrer vi efter dem. F.eks. kan glæden over at se en isfugl (utilgængelig) langs Gudenåen vække resonans, modsat en safari med løvegaranti (tilgængelig), der kan opleves som en stum ’nå-var-det-dét-følelse’. Resonans kan ikke betvinges.

Rosa beskriver også, hvordan vi oftest tænker kroppen som ’informationskilde’. Dvs. når den gør ondt et sted, så må vi hellere lave øvelser. Vi bør svømme for at få en god kondition osv. Men ved at tænke kroppen som ’inspirationskilde’, der hvor vi lader os bevæge i stedet for at vi bevæger os. Der hvor bevægelsen kommer indefra. Det er det, jeg i min opgave kalder fri dans. Og her ser jeg muligheder i vand og med vandet som den perfekte partner.

I filmen ’Mærk vandet’ er et af kernebudskaberne: ’Lad din svømmer mærke vandet’. Det er på en måde dét, jeg i dette projekt finder tilbage til.

Selvom empirien til denne opgave baserer sig på én workshop, tillader jeg mig at tolke, at der i vand er et potentiale for at få en eksistentiel oplevelse af at høre til, hvis man formår at give slip og give sig hen. Når vi tør slippe, både bunden og grebet og åbne hænderne. En deltager siger: ”Der er sådan en given sig hen i vandet, som jeg tror, jeg aldrig har oplevet før.”At det sker, når vi i fri dans rækker ud og mærker vandet og ”lader os opløse”. Eller med Hegels ord: ”I den anden at være helt sig selv”.

En af informanterne beskriver, at hun altid oplever at transcendere lidt, når hun er i vand, især når hun flyder. At det er et åndeligt øjeblik, ”et åndehul –et hul til ånden”.

Jeg beskriver i min opgave også en særlig oplevelse af eksistentiel rummelighed ved fri bevægelse i vand. En af deltagerne udtrykker det sådan her: ”Vand kan få os til at udtrykke en skønhedsfornemmelse eller det kan være skønt ikke at føles tyk eller at have en stomi. Jeg mærker en langt større rummelighed til smerter, til sygdom, til død, til eksistentielle problemer. […] Mit hoved, min tanke, min hjerne med kroppen, bliver mere ens, der bliver ikke den store forskel.”

Vandet har tilsyneladende også en evne til at opløse det formelle rum mellem mennesker. Vi kan røre hinanden på måder, der ville være uhørt på land. En af deltagerne beskrev, at hun oplever, at man lader noget af sit formelle ’jeg’ ligge i omklædningsrummet.

I workshoppen viste det sig ved, at deltagerne ikke kun dansede med vandet, men endte med at tumle sammen i vandet som delfiner. Jeg beskriver i min opgave, hvordan denne oprindelige og legende måde at bevæge sig på kan sammenkædes med en følelse af at komme hjem.At kaste sig ud i det ukendte og samtidig opleve en: ”En styrke, en sikkerhed – at komme hjem til sig selv – lige dér. Ja! Jeg stoler ikke på kroppen […] men når det kommer i glimt, så er det fantastisk”, som en deltager beskrev.

Tak til HASAM for økonomisk støtte til at gennemføre denne workshop.

Jeg håber, dette lille skriv kan inspirere til at ”mærke vandet” og se muligheder for nye oplevelser i vand. Men også at styrke troen på, hvor vigtig det er at støtte svømmeren til at kunne give sig hen til vandet, som er en forudsætning for at kunne lade sig bevæge af/i vand og at danse: ’Støtte til fri udfoldelse’, som det hedder sig i filmen ’Mærk vandet’. Lad os sammen undersøge, hvad denne frie udfoldelse i vand kan bidrage med.

Til vores undren anbefaler hospitalerne ikke, at en ernæringssonde på maven (PEG-sonde og knapsonde) afdækkes med et bassinplaster i et varmtvandsbassin.

Modsat mener nogle forældre sammen med os, at mavesonden skal afdækkes, når barnet opholder sig i et varmtvandsbassin.

Vores argumenter:

1. Mavesonden er en adgangsport til mavesækken. En port/åbning giver mulighed for, at væsker kan komme både ind og ud. Det ses ved, at der omkring sonden næsten altid dannes lidt gulligt puds i form af størknet kropsvæske. Ved ophold i vandet uden plaster på vil dette opløses og blande sig med bassinvandet. Resultat: der bliver så fint rent omkring sonden! Men bassinvandet har fået tilført organisk materiale (=forurening).
2. Huden omkring sonden er sårbar ift. hudirritation og dermed ekstra følsom overfor klorvandet. Vejledningen fra Hvidovre Hospital fremhæver endda irritationen fra klorvand og risikoen for infektion.
3. En udækket sonde er i risiko for at blive hevet i, enten fordi barnet piller ved sonden eller den hænger fast hvis barnet skal op på kanten. Med plaster (og badetøj) vil sonden være mere beskyttet.

Så set fra barnets perspektiv, er det altså usmart at være i svømmehallen med en ubeskyttet sonde.

Vandkvaliteten:

Kravet til bassinvandet er helt enkelt: det skal kunne drikkes. Vandet i et varmtvandsbassin er ikke rent som i et badekar i hjemmet og udskiftet ikke med samme hyppighed. Der er tilsat klor, som desinfektionsmiddel, der giver hudirritation, da PH-værdien ikke er lig hudens.

Vi lærer at minimere mængden af tilført organisk materiale ved bl.a. at vaske os grundigt inden ophold i vandet, så kloren kan have størst mulig effekt.

Vi har alle ansigtet i vand, når der blæses bobler. Men især mindre børn drikker af vandet. Er det fair at byde potentielt urent vand?

Generel kan man jo overveje med sig selv, sin krop og sit helbred: vil jeg selv bade i eller drikke det vand, sonden er blevet renset i?

Derfor er vores klare anbefaling, at mavesonde dækkes med bassinplaster!

Det kan købes i ruller. Køb så bred som mulig (10cm bred er for smal).

Sættes på TØR hud. Evt. flere baner for at være sikker på det dækker. Dæk desuden gerne med badetøj.

Efter træning er plasteret nemt at tage af og der kan vaskes rund om sonden, når barnet alligevel er i bad.

Mange rene hilsner

Christine og Bodil

Bassinplaster:

• • Tegaderm Roll fra produktmærke 3M
  • Tegaderm film – Varenummer: 16006 – rullen er 15 cm x 10 meter.

Min kontakt (en mor) skriver til mig, at det er billigst hos Kirstine Hardam www.hardam-shop.dk

Danmark var efter England et af de aller første lande til at få etableret en Halliwick organisation. Da vi var med helt fra starten for 50 år siden, blev vi opfordret til at fortælle om starten på Halliwick i Danmark ved den internationale Halliwick online konference, som blev arrangeret af Halliwick gruppen i Israel sidst i september i år. Vi skiftedes til at fortælle, og det vil vi gengive her oversat til dansk. Ud over at fortælle om selve historien og hvad der har fascineret os ved Halliwick, valgte vi også at sige noget om James McMillan (Mac), fordi der i dag er så få tilbage, som har kendt ham.

Vibeke: Historien om Halliwick i DK starter tilfældigvis i Bad Ragaz i Schweiz i 1967, hvor jeg arbejdede som fysioterapeut på rehabiliteringscentret. Jeg kom fra rehabiliteringshospitalet i Hornbæk med mange unge med rygmarvskader. Dr. Zinn, cheflægen i Bad Ragaz, samarbejdede med Mac, hvilket førte til et 5-dages Halliwick kursus for stedets fysioterapeuter. På kurset var der en masse vandfysik, formler og fysiske beviser, som jeg syntes var svære, men to ting fascinerede mig virkelig:

Hvad man kunne opnå i vand
En mand med meget svær spasticitet blev placeret langs kanten af poolen. Derefter blev han rullet i vandet, uden at nogen var i vandet for at tage imod ham. Vi så ham synke og derefter langsomt komme op til overfladen med ryggen først og derefter vende sig om på ryggen, så han fik munden over vand – for derefter langsomt at svømme væk, uden at vi kunne se hvordan. Det var en øjenåbner! Ud fra det jeg så på land, ville jeg have udelukket hans mulighed for at komme i vandet og svømme. Nu erfarede jeg Macs ord: ”Se på hvad de kan i vand – ikke hvad de ikke kan på land”. ”Se efter mulighederne, ikke begrænsningerne.”

Den anden fascinerende ting var…
…Macs kompromisløse insisteren på, at kursisterne skulle behandle de funktionshæmmede svømmere med respekt og ligeværdighed, hvilket også omfattede relevante krav. Svømmerne skal være deltagere i læreprocessen, ikke kun passive modtagere. På det tidspunkt var denne holdning endnu ikke almindelig blandt fagfolk i DK. Her var holdningen langt mere autoritær, men det passede godt med den holdning, jeg var stødt på blandt de indlagte patienter med rygmarvsskader, og som jeg kendte fra Harald og hans opvækst med følgerne efter polio. Hele forløbet gjorde et stort indtryk på mig, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme i gang med Halliwick tilbage i Danmark. Muligheden kom tre år senere. Også her spillede
tilfældigheder ind. En fysioterapeut, Tove Sørensen, fra Aarhus, havde arbejdet i London. Hun var derved også kommet til at arbejde med Halliwick, og hun og hendes søster, Inge, ville introducere Mac og Halliwick i Aarhus, så de fik arrangeret et kursus med Mac.

Her kom chancen!
Jeg arbejdede nu på specialinstitutionen Solbakken for fysisk funktionshæmmede børn og unge, hvor Halliwick var meget relevant. Det første grundkursus med Mac blev afholdt i september 1971. Jeg og to fys-kolleger (Lissen og Else) deltog, og Harald blev fanget ind fra
sidelinjen. Efterfølgende dannede vi en undervisningsgruppe, og vi var heldige at få en ledig tid i den nyåbnede Lyseng Svømmehal , som
vi har endnu. Det betød, at vi 2 måneder efter kurset kunne begynde svømmeundervisning for unge fra ”vores” institution, og kort efter for hjemmeboende funktionshæmmede børn.

Harald: Vi arbejdede hårdt på at organisere undervisningen, og vi gik snart i gang med at udarbejde undervisningsmateriale til kortere kurser for nye instruktører. Allerede det første år begyndte vi at holde foredrag og kortere kurser rundt om i landet. Da vi brugte kommunale svømmehaller, måtte vi organisere os som en klub, så vi stiftede HASA, Halliwick Svømmeklub i Aarhus, i januar 1972, som den første Halliwickklub i Danmark. Mens svømmeundervisningen gik godt, mødte vi hurtigt modstand fra helt uventede sider. Vi mødte kraftig modstand fra svømmelærere, der også tog sig af handicapsvømning. Vi var jo ikke uddannet efter den gængse svømmeundervisningsmetode, så vi var ikke berettiget til at undervise (!), – selvom de selv ikke havde nogen særlig metode til undervisning af funktionshæmmede. Vi blev også bebrejdet for ikke at bruge opdriftshjælpemidler i undervisningen. Både svømmelærere og fysioterapeuter kritiserede os for ikke at kræve en lægeerklæring fra de funktionshæmmede idrætsudøvere, som man gjorde i nogen sammenhænge. Det var imidlertid ikke obligatorisk, så efter vores mening
var vi nødt til at respektere den enkeltes ret til at vurdere og beslutte, om der var behov for at konsultere en læge. Vi skulle kun have at vide, om der var noget, vi skulle være opmærksomme på i forbindelse med svømning, som f.eks. epilepsi og diabetes. Også fra handicapidrætten mødte vi modstand. Den eksisterende idrætsklub for fysisk funktionshæmmede betragtede os som en konkurrent og ville have os til at blive en del af dem, så der kun var én klub for fysisk funktionshæmmede i Aarhus. Det modsatte vi os. HASA var for alle, uanset handicap, og hvorfor skulle funktionshæmmede kun have ét tilbud i en by som Aarhus og ikke have mulighed for at vælge? Men vi fik god opbakning fra den almindelige idræt. Jeg havde ingen erfaring med at drive en idrætsklub, og om hvordan idrætten var organiseret. Så for at komme i nær kontakt med
idrættens holdninger og tankesæt, overraskede. En kæmpe stor slange.
jeg generalforsamlingen i Idrætssamvirket ved at foreslå mig selv til bestyrelsen – og blev valgt! Min tid i bestyrelsen gav mig en masse erfaring,
og Idrætssamvirket arrangerede to grundkurser med Mac.
Også De Danske Gymnastik og Ungdomsforeninger (DDGU) støttede os, og det medførte bl.a. deltagelse af svømmeinstruktører på de følgende kurser. På kurset i efteråret 1973 deltog bl.a. Inger og Niels Kristian Nørregaard der lige havde startet et handicaphold i Helle Svømmeklub, og efter kurset blev det en Halliwickafdeling, hvor de stadig er aktive. Det første kursus i 1971 blev efterfulgt af flflere kurser med Mac eller Margaret Reid, også fra London, indtil 1980. Da meget få af jer har oplevet Mac, vil vi give jer vores indtryk af ham, især fordi hans evner og engagement var af uvurderlig betydning for Halliwicks udvikling i Danmark.

Vibeke: Mac var ikke krævende, hverken når det kom til kursusfaciliteter, forplejning eller indkvartering. Han tilpassede sig. Han foretrak at bo privat, og han boede hos os et par gange. Han ønskede, at kursusomkostningerne blev holdt på et minimum. Derfor fik han dækket sine udgifter, men intet eller et meget lille honorar. Mac var karismatisk og også kontroversiel. Hans kurser var intensive, inspirerende og lærerige. Han var kompromisløs, når det kom til fremstilling af de fysiske love i vand. Som ingeniør i hydromekanik påpegede han fejl i almindelige
lærebøger om svømning. Det skabte generelt modstand mod ham i svømmeinstruktørkredse. Derfor lagde han på kurserne meget vægt på
at bevise, at hans fysiske forklaringer var videnskabeligt underbyggede. Han reagerede kraftigt, hvis hans undervisning blev kritiseret eller blev
stillet spørgsmålstegn ved. Lige så hyggelig og charmerende han var, lige så rasende og ubehagelig kunne han være i en sådan situation. Han var også kompromisløs i forhold til instruktørernes og kursisternes holdning til den
funktionshæmmede svømmer. Det var vigtigt for ham at udvikle svømmerens evner fuldt ud, så hvis han syntes, at man støttede for meget – og ikke turde give slip, reagerede han. Vi husker stadig, hvordan han råbte til en omsorgsfuld ældre deltager ”Keep your fingers off, Granny!” så det
gjaldede i svømmehallen. Og hvis Mac syntes, at holdningen var nedsættende, så kunne han sige han ”Don’t pat, pat him!” ledsaget af en sigende håndbevægelse. Ligesom Mac har vi altid fundet det meget vigtigt og værdifuldt at have funktionshæmmede med på kurserne. Det er lettere at formidle en ligeværdig holdning og respekt i forbindelse med praksis end rent teoretisk, og at støtte en funktionshæmmet i vandet er noget andet end at støtte en fysisk velfungerende medkursist. De mange kurser og de mange deltagere betød nye instruktører og undervisere, som Bodil Føns, og en spredning af Halliwick konceptet til klubber, specialbørnehaver, skoler og institutioner for børn og uddannelsesinstitutioner for fysioterapeut osv. Så, i 1993, blev HASAM, Halliwick-samarbejdet i Danmark, etableret som den officielle repræsentant for Halliwick med ansvar for uddannelse af instruktører og for udarbejdelsen af kursusmateriale.
Det første nationale Hallwicksvømmestævne blev afholdt ved HASAs 10-års jubilæum i 1982, og de nationale svømmestævner blev gradvist til flere stævner om året. I 1997 og 2007 arrangerede Harald, Mac og Else gerede Danmark internationale svømmestævner og deltog i stiftelsen af IHA i 1993 i Bad Ragaz. Danmark har lige siden været med i IHAs bestyrelse og/eller uddannelsesudvalg.

Vibeke: Det er nu 50 år siden Halliwick blev etableret i Danmark, og vi har været med hele vejen. Det har bragt os venskab og fællesskab med mange meget forskellige mennesker. Sammen med dem har vi overskredet vores egne grænser og gået nye veje.
Vi er stadig fascineret af
–

• de utrolige færdigheder svømmere kan opnå uanset funktionshæmning
•  at alle kan deltage i svømmeundervisningen såvel som i svømmekonkurrencer,
• at undervisningen er baseret på respekt og ligeværd,
• på forståelsen af samspillet mellem vand og krop og
• på troen på, at mestring giver mulighed for reel integration. “Swimming is only that bit!” som Mac gentog igen og igen.
  Vibeke og Harald