The Halliwick Concept according to the ICF Framework

Ursula Barrett (1) and Jean-Pierre Maes (2)

Abstract: The aquatic environment is often chosen by individuals, parents, exercise professionals, therapists and other professionals due to the unique characteristics that water provides. There are a variety of approaches used in both swim teaching and aquatic rehabilitation when working with individuals with impairments in the water. This paper focuses on the use of the Halliwick® Concept and the benefits this approach offers. The Halliwick Concept while developed long before the World Health Organisation’s
International Classification of Functioning Disability and Health (ICF) framework fits well within this model. A number of examples are outlined in this paper to highlight some of the main benefits of Halliwick
on the 2 main lists of the ICF: 1. Body Functions and structures and 2. Activities and Participation. The latter is further divided into activities and participation in and out of a Halliwick session in order to demonstrate the transfer of benefits beyond Halliwick sessions.

Keywords: Halliwick, ICF disability, aquatics, rehabilitation

Læs hele artiklen her

 

Hvad er det nu lige bassintræning kan?

Inspiration fra nogle af de førende forskere inden for træning i
vand. I syv webinare formidles de nyeste studier/forskning med
erfaring omkring bassintræning.

Muskelskeletale og neurologiske sygdomme samt aldring forandrer bindevævet, kredsløbet og nervesystemet. Disse forandringer kan føre til nedsat fysik aktivitet, nedsat livskvalitet og øger risikoen for at få flere sygdomme (comorbiditet).

Motion og træning kan være med til at lindre degenerative lidelser, såsom multiple sklerose, demens m.m. Ved inaktivitet reduceres bl.a. muskelmassen med 20-30 % efter 7 dage, hjerte volumen med 10 % efter 9 dage samt generelt nedsat knoglemasse, som kan føre til osteoporose. Høj intensiv træning (HIT) har vist at have en positiv indvirkning på symptomer, der især er koblet til centralnervesystemet (hjernen og rygmarven).

Bassintræning er en populær træningsmetode, især blandt ældre, med eller uden funktionsnedsættelse og/eller aktivitetsbegrænsning. Ved træning i vand bliver man påvirket af opdrift, det hydrostatiske tryk, temperatur og vandmodstand. Dette har bl.a. indflydelse på, at der sker en ændring i den cerebrale blodgennemstrømning samt en ændring i koncentration af adrenalin og noradrenalin. Dette indikerer, at bassintræning har en dæmpende effekt på det sympatiske nervesystem (kamp/flugt respons), og yderligere øges aktiviteten i det parasympatiske nervesystem (hvile og genopbygger). Desuden øges nervesystemets evne til at respondere på indre og ydre stimuli ved træning i vand sammenlignet med træning på land.

Desværre er træningen i vand ofte uspecifik og ikke med den rette belastning. Hertil viser undersøgelser, at skræddersyede programmer, uafhængigt af om det er i vand eller på land, har potentiale til at målrette og forbedre mange komponenter.

Den seneste forskning viser, at specifik basintræning kan have indflydelse på bestemte systemer i kroppen, eksempel kredsløb, nervesystemet m.m.

F.eks. har kognitiv træning i vand vist at have en moderat til stor effekt sammenlignet med land. Dette indebærer, at bevægelsesprogrammer i vand skal begynde med moderate til højdoserede øvelser, inden der udføres aktiviteter, som har brug for mere koncentration som problemløsning eller hukommelse. Man har ligeledes i forskellige studier set en moderat til stor forbedring ved funktionstræning i vand sammenlignet med land. Ved neuromuskulær træning er det en fordel at lave øvelser med retningsændring og øget overfladeareal. Derimod har øvelser med små eller hurtige bevægelser uden modstand sandsynligvis ikke en signifikant effekt på det neuromuskulære system. Plyometrisk træning (øvelser hvor der hurtigt skiftes retning) er nyttig, når man ønsker at forbedre muskelkraften og eksplosivitet, mens man minimerer ømhed i musklerne. Forbedringen ses både ved atleter og ikke atleter

 

Rehabilitering i vand – Bassintræningens indflydelse på kroniske smerter

Smerter kan bl.a. medføre funktionsnedsættelse, koncentrationsbesvær, dårlig søvn, træthed og nedsat aktivitetsniveau, hvilket kan føre til depression og isolation. I Danmark lever ca. 20% med kroniske smerter, hvilket udgør en af de hyppigste årsager til besøg hos sundhedsvæsnet. Dette har både store økonomiske konsekvenser for den enkelte og for samfundet grundet sygemeldinger, fleksjob og førtidspension. Eksempelvis skyldes smerter i muskler og led 25% af langtidssygemeldingerne. Endvidere medførte lænde- og nakkesmerter alene ca. 10,1 mio. sygedage, ca. 11.100 nye tilfælde af førtidspensioner og kostede samfundet ca. 2,2 mia. kr. i 2012.

Disse smertepatienter er ofte på længerevarende smertestillende medicin i håb om at forbedre funktionsniveau og livskvalitet. Denne medicinering kan dog give mange uhensigtsmæssige bivirkninger og afhængighed. Desuden giver medicin ofte kun en beskeden smertelindring, som med tiden vil mindskes.

Som behandling viser studier, at bassintræning kan give et forbedret funktionsniveau, øget livskvalitet og have en smertelindrende effekt på kroniske smerter.

I dette fysioterapeutiske bachelorprojekt er der inddraget fire personer med kroniske smerter, som alle oplever at smerter begrænser dem både fysisk, psykisk og socialt bl.a. i forhold til funktionsniveau, søvn og være sammen med andre. Projektet har undersøgt, hvordan de oplever at bassintræning har indflydelse på deres begrænsninger.

Bevægelse kan virke uoverskueligt grundet smerter i muskler og led samt nedsat bevægelse bl.a. pga. stivhed. Efter bassintræning opleves en markant ændret bevægelse både i vandet og på land, da man oplever at vandet gør en lettere og at gangen forbedres. Dette kan bl.a. skyldes, at kroppen i vand bliver tvunget opad af opdriften, da kroppens massefylde er mindre end vands (mænd kan dog have en højere massefylde pga. et mindre fedtlag og en større muskelmasse). Herved bliver kroppens led påvirket af opdriften fremfor tyngdekraften, så belastningen på de enkelte led bliver reduceret i forhold til på land, f.eks. reduceres vægtbæringen med op til 90%, når man står i en vanddybde til halsen.

I perioder uden bassintræning oplevede de undersøgte patienter, at de var nødsaget til at indtage en større mængde medicin pga. flere smerte. Ved brug af bassintræning mindskes medicinindtaget, da ens symptomer kan tilsidesættes i vandet, og der opleves en smertelindrende effekt. Ofte foregår bassintræning i en temperatur på 31-34 grader. Vand overfører varme 25 gange hurtigere end luft. Denne varmepåvirkning kan have en muskelafslappende effekt, da signalet fra hjernen til musklerne bliver påvirket af varmen. Desuden sker der en overstimulation af kroppen (det sensoriske system) bl.a. pga. strømninger og temperaturen fra vandet som ligeledes menes af kunne give en smertereduktion.

Som kronisk smertepatient er søvnproblemer som tidligere nævnt en meget normal tendens. Søvnmangel kan have negative konsekvenser som træthed og uoplagthed, som ikke kan soves væk, og kan for patienten opleves som værende ligeså invaliderende, som det at have smerter.

Efter bassintræning oplever de fire personer en god træthed når de kommer op af vandet samt en forbedret nattesøvn, dette kan skyldes den øgede bevægelse påvirkning på kroppen samt aktivering af det parasympatiske nervesystem, som bl.a. har indflydelse på at sænke hjerteaktiviteten, puls, og blodtryk. Dette skyldes, at vandet udøver et tryk på den nedsænkede krop, jo dybere en kropsdel er i vandet, jo større tryk

vil der være på kroppen. Det ydre tryk fra vandet kan overstige det tryk der fører blodet tilbage til hjertet (venetrykket) og blodet forskydes opad gennem venerne (blodåre) og lymfesystemet og tilbage til hjertet. Dette har bl.a. indflydelse på at pulsen falder med 10-15 slag i minuttet, hvilket kan være årsagen til at en går fra at være vågen hver time, til kun at vågne 1-2 gange om natten efter bassintræning.

Konklusionen på disse semistrukturerede interview er, at personerne oplever at bassintræningen er med til at nedsætte stivhed og ømhed i muskler og led, at kroppen er lettere samt at kropsholdning, bevægelse, søvn samt gangfunktionen bliver bedre. Bassintræning har indflydelse på informanternes livskvalitet, ved at gøre deltagelse i sociale arrangementer muligt og/eller påvirke kroppen til at kunne mere dagene efter bassintræningen. Informanter formår at håndtere deres livssituation ved at finde en metode, hvor der skabes balance mellem smerterne og deltagelse i de meningsfulde aktiviteter. Dette gør også, at informanterne oplever bassintræningen som værende livsvigtig for dem, da deres symptomer forværres, når de ikke har været til bassintræning, og de får derved svært ved at finde overskud i hverdagen grundet smerterne.

Man kan på baggrund af dette projekt og tidligere studier overveje, hvordan bassintræning skal benyttes til personer med kroniske smerter. Det tyder i dette projekt på, at bassintræning har en stor betydning for disse personer, men også at træningen har en forholdsvis kort effekt på kroppen. Derfor sætter dette projekt spørgsmålstegn ved at benytte bassintræning til personer med kroniske smerter som et genoptræningstilbud, hvor man har x- antal gang til at blive ”rask”, men at man i stedet benyttede bassintræning som en livsstilsændring eller en metode til at symptombehandle, på samme måde som var man på livsvarig medicin. På baggrund af overstående udsagn kan det overvejes, om man fremfor medicin vil kunne bruge bassintræning som en mere aktiv behandling af kroniske smerte.

Mia Kynde

 

 

Bassintræning – en særlig tid

Som afslutning på min fysioterapeutuddannelse valgte jeg ved min bachelorafhandling at undersøge forældres oplevelse af betydningen af bassintræning for deres børn med funktionsevnenedsættelse. I projektet er der især fokus på børn med funktionsevnenedsættelser som følge af diagnoserne indenfor autismespektrum forstyrrelser og ADHD. Denne interesse blev dannet på baggrund af mit selvstændige erhverv og
praksiserfaring i privat regi med hold for børn og børn med nedsat funktionsevne.

Forældrene deltager med deres barn på et ”handicaphold for skolebørn” i et varmtvandsbassin en gang om ugen. Bassintræningen er struktureret efter Halliwick® konceptet. Der startes med 10 minutters sang, 30 minutters
træning og sluttelig 20 minutters fri leg. I tilrettelæggelsen af træningen lægges vægt på genkendelighed og dermed mere forudsigelighed for børnene.

Projektet er inspireret af det fænomenologiske og hermeneutiske paradigme. Jeg foretog deltagerobservation af seks forældre og deres børn med nedsat funktionsevne ved fire gange bassintræning. Efterfulgt af et semistruktureret fokusgruppeinterview med fire forældre. På baggrund af data heraf fremanalyserede jeg de centrale fænomener, som projektets deltagende forældrene til børn med nedsat funktionsevne oplevede som betydningsfulde under bassintræning. De centrale fænomener er: en særlig
tid, tid giver fokus, normalitet og rummelighed.

Forældrene beskriver, at de oplever en særlig tid, som indeholder et tæt og koncentreret nærvær mellem barnet og dets forælder i bassinet, hvor omverdenens forstyrrende ting bliver udelukket. I bassinet opstår tosomhed mellem barn og forælder, og forælderen kan drage omsorg og støtte sit barn i aktiviteterne ved en til en-kontakt. Indenfor den særlige tid har forældre mulighed for at støtte sit barn og dermed øge muligheden for at barnet kan forbedre sine følelsesmæssige og sociale kompetencer.

Det fremanalyserede centrale fænomen tid giver fokus og ses ved, at der er mere tid for barnet til at planlægge og udføre en ønsket og kontrolleret bevægelse i vandet. Forældre oplever, at tiden, som vandets egenskaber og de fysiologiske aspekter giver, bidrager til at øge barnets opmærksomhed og koncentration og dermed mestre nye færdigheder i svømning. Forældrene kan se barnet i nye perspektiver i form af nye og forbedrede kognitive kompetencer. Dette kan være med til at fremme barnets udvikling. Denne oplevelse af succes, som tiden og den forbedrede kognition har indflydelse på, er med til at give en særlig tid for forældre og børn ved bassintræning.

Det er betydningsfuldt for forældrene at fremstå og at opnå følelsen af normalitet ved at deltage i bassintræning på ”Handicapholdet for skolebørn”. For forældrene er det velkendt at blive set skævt til, hvorved de er bevidste om, at de og deres børn er bærere af et stigma, og dermed oplever de sig anderledes i samfundets øjne. Forældrene opnår en følelse af at være normale i de sociale sammenhænge til bassintræning.

Normaliteten opnås blandt andet gennem rummelighed på ”Handicapholdet for skolebørn”. Forældrene oplever, at der er accept af det enkelte individ. Endvidere oplever de, at børnene ikke behøver at være ens, men kan godt være anderledes for stadig at være en del af fællesskabet. Dermed får forælder og barn en pause fra stigmatiseringen og den negative påvirkning af deres sociale identitet, mens de er til bassintræning. Social accept kan gøre, at barnet og forældre kan glemme barnets nedsatte funktionsevne og finde glæde ved at deltage i fællesskabet.
Malene Poulsen

 

Vandhund – måske?

“Kan du flyde?” Det var et af de første spørgsmål på Halliwick Grundkursus. Mit svar: Ja, selvfølgelig kan jeg det. Hvilket jeg, med sindsro og den der “Hey! Det her er faktisk noget, jeg er virkelig god til”-følelse, delte højlydt med alle i lokalet.

Jeg ser mig selv som 100% vandhund. Jeg har altid elsket vand. Har gået til svømning så længe jeg kan huske tilbage; konkurrencesvømning, livredning som hygge med min mor, har været livredder og er nu instruktør på baby- og gravidhold i den lokale svømmeklub. Alle somre
er tilbragt ved havet. Jeg kan bare det dér med vand. Og det kan jeg også. Men hvad jeg ikke forventede var, at dette Halliwick-koncept skulle
vise mig vejen til at lære vandet at kende på en ny måde. (Jo jo, vand er stadig vådt!)

Jeg kom i bassinet – igen meget selvsikker og begyndte at plaske lidt rundt. To og to skulle vi observere og hjælpe hinanden til at flyde MED MINIMAL BRUG AF MUSKELKRAFT. Jeg blev makker med Annette, som arbejder med Halliwick i HASA. Jeg indtog min flydestilling, men opdagede til min store overraskelse, at jeg IKKE kunne flyde. Gentagne gange sank jeg ned under overfladen og begyndte febrilsk at
kæmpe med arme og ben for at få min pludseligt umulige krop op til flydeposition. ”Hvad sker der?”, tænkte jeg. Med resultatet at jeg spændte samtlige muskler for at få min krop til at makke ret. Plump! Under overfladen var jeg igen.

Annette prøvede at hjælpe mig med vejledning, guidning, hænder på og til sidst fast massiv støtte. Altså, jeg skulle støttes i vandet!!

Annette sagde flere gange: ”din nakke er helt spændt, prøv at slappe af”, men jeg kunne slet agere ud fra den besked hun gav mig. Jeg er sikker på, at hun blev lidt frustreret på mig. Til sidst talte Annette til underviseren, mens hun støttede mig, og jeg lå og kæmpede med (eller mod) vandet.
Vandhund – måske?

Jeg var chokeret og oplevede faktisk at blive gradvist mere og mere nervøs og anspændt. Jeg reagerede med at spænde helt vildt i nakken, lænden, armene og min vejrtrækning blev unaturlig. Arytmisk og overfladisk. Jeg følte mig fremmed i det vand, som jeg ellers havde bildt
mig selv ind, var mit rette element. Jeg var jo en vandhund for pokker!

Med øm nakke og lettere chokeret sluttede vi kursets første dag. En underviser sagde til mig, at der var lidt at arbejde med. Jeg smilede og prøvede at virke overskudsagtig. Men virkeligheden var, at jeg følte mig slået tilbage til start. Til gengæld var der noget, jeg var blevet nysgerrig på. Der var mulighed for at lære noget – og tilmed noget kropsligt.

Dag to startede i vandet, så jeg benyttede chancen for at øve mig lidt, inden underviseren gik i gang. Jeg var meget fokuseret på at mærke ordentligt efter, hvad min krop fortalte mig. Spænder jeg op? Slipper jeg kontrollen helt? Fyldte lunger, helt klart. Nakken. Hvordan er den? Hovedets position. Og ro på så vandet får tid til at ”virke”. Det lykkedes endelig i 4. forsøg. Jeg kom til at flyde – dog stadig med anspændthed omkring vejrtrækningen, fordi jeg sank under overfladen kort tid efter udånding. Det blev en hårfin balance af ikke at puste helt ud, en god trutmund til inhalation, holde vejret, og så flød jeg.

Jeg er en gift 39-årig pige, som stadig springer ud fra tre’eren, fordi det er sjovt og presser mig lidt på ”trygheden”. Uddannet fysioterapeut,
mor til fire (3, 5, 7 og 9 år) små vandhunde og har spillet klubfodbold det meste af mit liv.

At få italesat teorien omkring vand. At sætte farten ned, få roen til at mærke efter på egen krop i vand. Muligheden for at erfaringsudveksle med andre, for det var heldigvis ikke kun mig, som troede, at jeg kunne flyde ”No problem”. Jeg må sige, det der Halliwick, det virker for mig. Jeg glæder mig til flere frustrerende, oplysende og lærerige timer på grundkurset del 2.

Vandhund vs. vandskræk
Jeg har gjort mig en del tanker i forbindelse med at skulle lave denne artikel. Jeg ser mig selv som vandhund, men hvad betyder det? Googler
man ”vandhund”, så dukker der en masse fine billeder af forskellige slags hunde op. Min definition af en ”vandhund” er, at man er virkelig glad for at være i vand. Jeg er vandhund, men reagerede måske lidt som en med vandskræk! Eller? Jeg føler jo ikke, at jeg har vandskræk, eller at jeg er angst, når jeg er i vand. Alligevel har jeg tænkt over disse begreber: vandhund overfor vandskræk, så der er da noget, jeg har oplevet. Mærket. Følt. Jeg har tilegnet mig en kropslig oplevelse.

Ifølge sundhed.dk (www.sundhed.dk, Angst, Kropslige reaktioner) kan nogle af de kropslige reaktioner på angst være: høj puls, hjertebanken og spændinger i musklerne.

Jeg mistede kontrollen over min vejrtrækning og spændte i den grad i mine muskler, men mærkede det ikke i selve situationen. Min krop var ude af kontrol. Kan det sammenlignes med angstens magt over kroppen? For mig giver det mening at tænke: Min krop reagerer, fordinoget, som jeg troede var, ikke var!

Vandskræk/angst for vand handler om tab af kontrol, og det er direkte unaturligt at stikke hovedet under vand ifølge hjerneforsker Peter Lund Madsen (www.respektforvand.dk, Vandskræk). Ligeledes siger han: ”Angst kan sagtens opstå, selvom der i virkeligheden ikke er noget at være bange for.”

Jeg var jo ikke bange. Men min krop reagerede som om, at der var noget at være bange for. Mit hoved sagde: Der er intet at være bange for, få nu styr på det!

Den oplevelse at mærke og efterrationalisere situationen har givet mig en ny kropserfaring i vand. Jeg tror, at min vandføling i dag er, at hoved og krop er kommet tættere på hinanden. Når det så er sagt, så har jeg erfaret, at jeg er en vandhund under oplæring.
Store plask fra Tabitha

 

VESTDANSK CENTER FOR RYGMARVSSKADEDE – Halliwick anvendt i rehabilitering

Mit navn er Paul Rober, og jeg arbejder som fysioterapeut på VCR (Vestdansk Center for Rygmarvsskadede) i Viborg. Primært rehabiliterer vi rygmarvsskadede, men vi genoptræner også mennesker født med rygmarvsbrok. VCR har et varmtvandsbassin.

Bodil Føns, som jeg efterhånden har mødt en del gange, spurgte mig, om jeg ville sige et par ord om mine erfaringer med Halliwick-konceptet på mit arbejde.

For mig er det fantastisk at se, hvordan mennesker som efter at have pådraget sig en rygmarvskade og dermed har mistet fysiske funktioner og sensibilitet (følsomhed) kan blive (delvis) uafhængige af hjælp og eller hjælpemidler i vand. Den største udfordring er den psykiske tilvænning i vandet.

Patienterne har ofte en frygt første gang, de skal i vandet. ”Hvordan fungerer jeg i vand, når en stor del af kroppen ikke længere fungerer, og samtidig ikke få lov at bruge opdriftsmidler”? Jeg starter altid med at vise patienterne, hvad jeg vil gøre med dem, inden vi går i gang med træningen. Det giver dem en form for tryghed, da de overhovedet ikke har en ide om, hvordan og hvorledes de skal gribe det an.

Når patienterne ingen benfunktion har men god armfunktion, så foretrækker jeg, at de kommer i vand fra kantsiddende og ikke med lift og liftsejl. De skal fornemme, hvor selvstændige de kan være, når de skal i vand og senere op igen.

Og så kommer alle de øvelser, som vi kender fra Halliwick, hvor vi puster i vand, får hovedet under vand m.m. Vi SKAL igennem denne fase, for hvis jeg en sjælden gang glemmer den, så får jeg problemerne senere, når de får vand i øjnene eller næsen. Så bliver de forskrækkede og laver uhensigtsmæssige bevægelser i vand. Jeg starter også altid med at finde balancen og ro i rygliggende. Lade dem mærke, hvad vand gør ved deres krop. Når de er trygge, så bliver det en befrielse for dem at opholde sig i vand, hvor de kan opleve at være uafhængige for en stund.

Selv stiftede jeg kendskab til Halliwick-konceptet tilbage i 2004, hvor jeg ugentligt gennem flere år ledsagede en svært hjerneskadet borger i varmvandsbassinet ved HASI i Silkeborg.

For omkring tre år siden fik jeg gennem mit arbejde på VCR Halliwick Grundkurset bevilget. Et kursus som har beriget mit virke som fysioterapeut i varmtvandsbassin. Træning af begyndende muskelaktivitet, som er tæt på umuligt på land på grund af tyngdekraft, smerter og nedsat bevægelighed, er lige pludseligt opnåelig. Jeg har i slutningen af 2018 været på kursus i Ans ved en engelsk fysioterapeut Jackie Pattman, hvor jeg fik masser af gode ideer til, hvordan man kan træne forskellige muskelgrupper i vand med mennesker med en neurologisk skade.

Paul Rober, fysioterapeut
Vestdansk Center for Rygmarvsskade
Neurologisk afd./Fysioterapien
Søndersøparken 11, 8800 Viborg
Tlf. 7844 9866 eller 7844 6178
Bas.Rober@viborg.rm.dk

 

Supervisionsbesøg på CfN, Filadelfia

Efter afslutningen af videregående Halliwick kursus i efteråret 2014, benyttede vi os af tilbuddet om at få et supervisions besøg på CfN (= Center for Neurorehabilitering Filadelfia, tidligere Kurhus).

Det var en stor succes, og CfN fik lavet en aftale med Bodil Føns om et længere varende supervisionsforløb, strækkende sig over 2½ måned med 5 supervisionsdage i efteråret 2015.

CfN er et specialiseret rehabiliteringstilbud i sygehusregi, som tilbyder genoptræning og rehabilitering. Vores klienter er over 18 år med moderate til svære følger efter erhvervet hjerneskade – fortrinsvis af nyere dato. Indlæggelsestiden er i gennemsnit ca. 4 måneder.

Jeg er fysioterapeut på CfN og er den ansvarlige fysioterapeut for træningen i varmtvandsbassin. Vi er i vandet i ca. 40 minutter om ugen.

Jeg har ca. 4 klienter i vandet ad gangen sammen med 3 – 4 ressourcepersoner, afhængig af klientens funktionsniveau. Ressourcepersonerne kommer fra plejen og er fast tilknyttet en klient.

Nogle ressourcepersoner har gennemgået et Grundkursus i Halliwick.

Vores udfordring ligger i, at

  • Vores klienter er for første gang i vandet efter erhvervet hjerneskade
  • Målet sjældent er at blive en selvstændig svømmer
  • Træning i vandet er rettet mod deres tværfaglige rehabiliteringsmål på land.
  • Træningsforløbet strækker sig over en begrænset periode
  • I mange tilfælde en hurtig funktionsudvikling hos vores klienter og dermed løbende tilpasning af øvelser
  • Varmtvandsbassinet i Sorø har en næsten konstant vanddybde på 1,30 m i hele bassinet og er dermed ikke dybt nok til alle vores klienter.

 

Inden supervisionsdagen sendte jeg et kort oplæg om vores klienter til Bodil. Oplægget indeholdt en funktionsbeskrivelse samt tværfaglige rehabiliteringsmål.

Vi mødtes med Bodil i svømmehallen. Bodil var sammen med os i vandet og tilbragte ca. 10 minutter sammen med hver enkelt klient. Vi optog dele af supervisionen på video, så vi efterfølgende havde mulighed for at se, hvad de andre klienter havde trænet og/eller gense sine ”egne” klienter i vandet.

Efter træningen kørte Bodil med os til CfN, hvor der var afsat en time til refleksion til personalet, som havde deltaget i træning i vand.

Vi havde klienter med forskellige funktionsniveau samt forskellige problemstillinger i vandet.

Da forløbet strakte sig over et par måneder, nåede vi at have flere end 4 forskellige klienter i vandet.

Blandt dem var

  • Søren med ataxi, som trænede balance og kontrol. For at kunne løbetræne i det lave vand, lånte Bodil os en løbevest.
  • Josephine, en ung pige med tetraplegi efter trafikuheld. Josephine blev liftet i vandet. Når vi gav Josephine tilstrækkeligt tid, kunne hun bevæge sig meget aktiv i vandet og træne balance om forskellige akser. Desuden kunne hun træne standfunktion og gangfunktion i længere tid end på land.
  • Vibeke og Simon havde begge en apopleksi med halvsidig hemiparese med vidt forskellige problemstillinger. Vibeke med pushertendens trænede balance og arbejdede med rytme og tempo.

Simon med spastisk hemiparese trænede alignment/symmetri samt funktion i det paretiske ben.

  • Lukas, en ung mand med selvstændig gangfunktion. Her var fokus på at forbedre funktionen i højre arm.

Hos alle vores klienter ser vi, hvordan boldspil og andet leg motiverer dem og får dem til at ”glemme” deres funktionsnedsættelse. De bevæger sig mere frit i vandet og tør meget mere. Og så er det jo bare godt, at de ikke slår sig, når de alligevel mister balancen en gang imellem.

Gennem supervisionen fik vi nogle ideer til, hvordan vi kunne træne mere effektivt i vandet med vores meget forskellige klienter. Efter et par uger aflagde Bodil igen et supervisionsbesøg, hvor vi igen med Bodils hjælp tilpassede øvelserne i vandet, og Bodil gav os nogle gode ideer til vores nyopstartede klienter.

Som den ansvarlige fysioterapeut i vandet, er jeg blevet hurtigere til at finde målrettede øvelser til vores klienter i forhold til deres rehabiliteringsmål. Jeg har fået en større sikkerhed i at vejlede mine kolleger/ressourcepersoner.

Forløbet har tydeligt øget kvaliteten af træning i vandet.

Det er helt klart at anbefale at gøre brug af det fantastiske tilbud fra Halliwick og hvis muligt at lave en aftale med en erfaren Halliwick underviser til et længere supervisionsforløb, som så bliver målrettet ens egne klienter/patienter og deres udvikling.

Heide Hartwig

 

Inklusion på dybt vand

Følgende artikel er skrevet af Stinna Christiansen, der lige har afsluttet sin pædagoguddannelse i Odense, hvor hun i sin bachelorafhandling interesserede sig for svømmeundervisningen af funktionshæmmede børn i skolen.

Inklusion på dybt vand

Som afslutning på min pædagoguddannelse valgte jeg ved min bachelorafhandling at undersøge, hvordan skolesvømning for funktions- og udviklingshæmmede børn kan opkvalificeres for at sikre lærings- og udviklingsmiljøer. Denne interesse blev dannet på baggrund af min deltagelse i forskningsprojektet Alle skal lære at svømme af Dansk Svømmeunion, som havde til formål at undersøge og optimere svømmeundervisning i danske folkeskoler. Ved min deltagelse i projektet blev jeg dog bevidst om, at undersøgelser af funktions- og udviklingshæmmede børn på specialskoler eller centerafdelinger blev udeladt. Således undersøges det ikke, hvordan undervisning for disse børn kan opkvalificeres. Med øje for samfundets igangværende inklusionsproces er det for mig forunderligt og uforståeligt hvorfor de bevidst vælger ikke at inddrage disse børn i projektet, eller hvorfor et tilsvarende projekt for funktions- og udviklingshæmmede børn ikke igangsættes.

Af denne grund valgte jeg bl.a. at observere en specialskolers svømmeundervisning for forskellige klasser. Formålet ved disse observationer var ved en deduktiv tilgang at identificere de fænomener, som min ovenstående problemformulering dannede rammer for. Det vil sige tematiseringer af emner såsom livskvalitet, rammer i undervisningen, redskaber, svømmeduelighed, kompetenceudvikling, mm.

Foruden disse observationer valgte jeg desuden at besøge en skole med en centerafdeling samt Halliwick svømmeklubben i Århus (HASA), som netop tager udgangspunkt i Halliwick-konceptet. Jeg valgte dette koncept, da undervisningen henvender sig til fysisk og psykisk funktionshæmmede børn og voksne, som vil lære at svømme og klare sig selv i vand uden hjælpemidler. Således styrker metoden målgruppens svømmeduelighed, og af denne grund valgte jeg Halliwick som undersøgelsesfelt ift. opkvalificering af svømmeundervisning.

 

Vandets fysiske egenskaber og muligheder for udvikling

Vand som udviklingsmiljø rummer mange muligheder for funktions- og udviklingshæmmede børn, idet at aktiviteter i vand kan tilbyde noget særligt, som livet på land ikke kan. En markant forskel er vandets opdrift, som er et vigtigt aspekt i forhold til et barns evne i at svømme. Foruden vandet fysiske egenskaber stimulerer vand de fleste af kroppens sansesystemer, som er en forudsætning for udvikling af bevægemønstre.

Svømmeundervisning skaber desuden muligheder for at styrke børns trivsel og livskvalitet. Eksempelvis ved at funktions- og udviklingshæmmede børn vil opleve større bevægelsesfrihed i vand end på land, hvor de kan være hæmmet eller hindret af ens fysiske begrænsninger. Relationerne som findes mellem børn samt mellem børn og voksne er desuden af stor betydning for oplevelse for livskvalitet. Ved dette er det relevant som professionel at reflektere over eget menneskesyn.

 

Inklusionens dilemma

Ovenstående refleksion kan skabe overvejelser over, hvorvidt man i undervisningen skal tage hensyn til individet eller fællesskabets interesser. Ved inklusion flyttes fokus nemlig fra individet til relationen mellem individ og fællesskab, og således er målet ikke at integrere et individ i et fællesskab, men derimod at fællesskabet skal ændre deltagelsesmulighederne for den enkelte.

Ved at tilegne mig en forståelse af begrebet inklusion på forskellige niveauer samt undersøge rammerne for inklusion såsom ressourcer, organisatoriske forhold og lovgivning kan jeg konkludere, at der vil opstå dilemmaer i de forskellige inklusionsprocesser. Ved lovgivning er der givet rammer for, at børn fra specialskoler kan inkluderes. Dog kan det have konsekvenser for den enkelte at skulle deltage i et allerede eksisterende fællesskab. Dette kan vise sig ved eksklusion, hvis ikke der igangsættes pædagogiske tiltag for at forebygge dette.

 

Halliwick som undervisningsmetode

I forhold til livskvalitet har jeg fået indblik i og forståelse for, hvordan Halliwickkonceptet kan indvirke på barnets livskvalitet ved, at barnet kan tilegne sig kompetencer til at svømme uafhængigt af hjælp og således opnå samme svømmeduelighed, som børn i den almene skole, på trods af fysiske og psykiske handicap. Disse kompetencer har således betydning for barnet identitet, trivsel og samt vedkommendes positive forhold til sig selv. Ved svømmeundervisning er det endvidere vigtigt som professionel at reflektere over eget menneskesyn, idet det påvirker praksis. Ved dette vil det være muligt at ændre sin faglige selvforståelse og forbedre praksis.

 

Moar! Se….

En kvinde midt i 50’erne har fået muligheden for at deltage i et kursus, som elev på grundkursus i Halliwick. Det viser sig at blive en oplevelse, hun aldrig glemmer.

 

04-27-2014_110703

Jeg tager imod Eva  lørdag formiddag på PTU i Rødovre. Hun skal være med i undervisningen, hvor jeg skal prøve nogle af de teknikker af, som jeg har lært på mit Halliwickkursus med Boil og Anette. Jeg er spændt på om Eva er frisk, da jeg dagen før har haft hende til min normale svømmeundervisning. Min forventning er, at hun er træt. Hun sidder som altid i sin kørestol, og hun har en hjælper med, der skal sørge for omklædningen. Jeg spørger om hun er træt, men hun siger, at hun ikke er træt. En halv time senere er hun klar ved bassinet.

Dagen før har jeg prøvet nogle af tingene af, så Eva ved nogenlunde hvad der skal ske. Hun er meget god til at holde sig flydende, da hendes massefylde ligger i den lave ende. Derfor bliver udfordringer, at få hende til at få kontakt med bunden. Hun er rimelig høj, så jeg tænker, at jeg skal have hende ind på 110 cm, så jeg kan bruge hendes tyngdekraft ude af vandet. Jeg finder hurtigt ud af, at jeg har lavet en forkert analyse. Der er brug for at vandet er omkring hele kroppen, så jeg rykker ud på 130 cm vand. På kanten nikker Bodil, som om jeg har forstået teorien, og hvad der skal til for at støtte optimalt.

Eva er midt i 50’erne. Hun har været afhængig af kørerstol i mange år. Jeg ved ikke hvor længe – måske siden barndommen. Det har naturligvis konsekvenser for styrken i hendes ben. Hun kan rejse sig fra kørestolen i omklædningsrummet ved at hive sig op, når jeg placerer hende, så hun kan nå en fastgjort stang på væggen. Hun kan dog ikke holde balancen uden at holde fast i stangen.

Nede i vandet siger hun ofte: ”Jeg er bange, jeg falder”. Hun taler meget utydeligt, men jeg forstår godt, hvad hun siger, da jeg har undervist hende hele sæsonen. På 130 cm får hun samme fornemmelse, og giver udtryk for det. Jeg beroliger hende ved at sige, at jeg er hos hende. Hun får mod på mere og strækker ud efter mine hænder. Jeg har valgt at stille mig foran Eva, da jeg er nødt til at lokke hende frem. Det kan jeg ikke, hvis jeg står bag ved hende, og prøver at støtte hende ved lænden. Jeg har lavet øvelsen i bassinet til den normale undervisning og opdager, at der må være en forskel på vanddybden. Det fungerer anderledes. Min elev kan pludselig kontrollere sin tværakserotation hele vejen op til stående stilling, fordi kroppen ikke kommer ud af vandet. Det kommer den på lavere vand på grund af hendes højde. Hun strækker benene lidt, og pludselig oplever hun, at hun står på bunden alene i vandet.

Eva  udbryder spontant: ”Moar, – se!” Hendes mor har siddet ved bassinet sammen et af sine børnebørn. De har interesseret fulgt med i bevægelserne i vandet. Niecen har tidligere været med til den normale undervisning, og kan se, at der er stor forskel på det, der sker i vandet nu i forhold til sidst. Eva tager mod til sig, og tager sit første skridt. Hendes øjne lyser, og jeg kan se, at det overgår hendes forventninger til, hvad hun er i stand til. Jeg får næsten tåre i øjnene, da hun gentager. ”Mor – se!”. Ingen af famliemedlemmerne har set hende gå tidligere.

Vi går i gang med resten af programmet, som Eva gennemfører med en god koncentration. Til sidst er hun træt og siger, som hun plejer til min undervisning: ”Jeg vil op!”

Dagen efter er Eva igen med til den afsluttende undervisning på mit Halliwickkursus. Nu skal det vise sig om hun udvikler sig. Der sidder en anden niece på kanten med sin kæreste og følger med i bevægelserne nede i vandet. Den forrige dags succes gentager sig, og hun står igen på bunden. Denne gang går hun mere end ti skridt hen mod kanten, hvor den anden niecen står med et stort smil og siger: ”Hvor er du god! Eva.” Det er rørende for mig at se familiens opbakning til Eva og jeg føler, at jeg har gjort en forskel. Det er alle kursustimerne værd, tænker jeg,

Rolf Bregninge

 

Bassintræning med traumatiserede flygtninge

Artiklen handler om mine erfaringer i forbindelse med bassintræning
for traumatiserede flygtninge, hvor Halliwick-metoden samt min
viden om skader efter tortur og krig har været mit udgangspunkt for
træningen.

Jeg har tidligere haft et års vikariat på Rehabiliterings- og Revalideringscenter for Flygtninge i Aalborg, hvor der er tre fysioterapeuter ansat. Ud over den individuelle behandling og det tætte tværfaglige samarbejde med de øvrige faggrupper (socialrådgivere, psykologer, værkstedspersonale og sproglærere) varetog den enkelte fysioterapeut også et tilbud om holdtræning. Jeg stod for bassintræningen for en gruppe mænd på 5-8 personer én gang ugentligt, hvor vi lejede os ind i
et varmtvandsbassin.

Jeg kendte nogle af deltagerne fra den individuelle behandling, mens jeg af mine fagkolleger var orienteret om de øvrige klienter og deres problematikker. Dels i forhold til hvad der ville være godt at træne specifikt i vandet, men også hvad jeg skulle være opmærksom på i forbindelse med de symptomer, deltagerne havde fysisk, psykisk og socialt som følge af tidligere traumatiske oplevelser i forbindelse med forfølgelse, flugt og
eventuelt fængsling.

Flere af deltagerne havde været udsat for tortur i deres hjemland. En forholdsvis udbredt torturmetode er ´submarino´. Offerets hoved bliver tvunget under vand, indtil vedkommende er på grænsen til at drukne. Der kan i nogle tilfælde være en læge tilstede, så man ikke tager livet af offeret, idet torturens formål som udgangspunkt er at nedbryde det enkelte menneske og fremtvinge tilståelser og vidneudsagn. Lægen tager puls og blodtryk og sikrer sig, at der er tegn på liv. Vandet kan være forurenet af blod, opkast, urin og afføring.

Vand som behandlingselement
Vand er et godt moment at arbejde i, hvis man har længerevarende smerter, idet vandet støtter og giver opdrift, hvilket fremmer evnen til at bevæge sig trods smerte. Når man arbejder i varmtvandsbassin, kan man desuden udnytte den afslappende effekt fra varmen. Når man bevæger sig i varmt vand øges varmeoverførslen ved konvektion og stimulerer de af hudens
nerveender, som registrerer berøring, hvilket virker smertelindrende.

Flere af deltagerne til bassintræningen kunne ikke svømme, ligesom nogle ikke var helt trygge ved vandet. Enten fordi det var et nyt moment for dem at arbejde i, eller fordi de havde været udsat for torturmetoder,
hvor de havde oplevet at miste kontrollen totalt, hvilket de var angste for at gøre igen. Torturen kunne for eksempel have været ”submarino” eller nedsænkning i vand indespærret i små bure. Mange havde været udsat for ”falanga” (slag under fodsålerne), hvilket blandt andet kan bevirke, at huden under foden er løsnet fra det underliggende væv, hvorfor det kan være svært at holde balancen på et glat underlag. Huden løsnes, hvis hævelsen efter slagene er så stor, at trådene, der holder huden fast til det underliggende væv, brister.

Ud over almindelig fysisk træning i bassinet fyldte vandtilvænningsdelen meget, da det giver mulighed for at opleve, at man genvinder en del af den tidligere mistede kontrol samtidig med, at man vedligeholder eller
øger sit funktionsniveau. Mange af deltagerne bevægede sig som udgangspunkt ikke særlig meget på grund af smerter i det meste af kroppen. I vandet kunne de bevæge sig mere frit på grund af støtten og opdriften fra vandet og det varme vands smertelindrende effekt.

Vandaktiviteter
Konkurrencementaliteten blev udnyttet og betød for nogle af deltagerne, at vandtilvænningsdelen blev mere meningsbærende. Det kan være svært ikke at føle sig fjollet, når voksne mennesker står i en rundkreds og puster bobler i vandet. Der er ”spejlæggene” gode, fordi det er sjovt at konkurrere om, hvem der kan vende ægget flest gange.

Mange af aktiviteterne var også lege- og glædesbetonet og gav anledning til smil, grin, jubel og ”buhh”.  Blandt andet var volley med en badebold et sikkert hit, idet aktiviteten var velkendt og gav en god stemning i gruppen.

Et problem i forhold til vandtilvænningsdelen var, at jeg var den eneste i gruppen, der havde kendskab til Halliwick-metoden. Jeg forsøgte så vidt muligt at instruere i håndgreb og hensigtsmæssig støtte, men hvis
dén, der agerer hjælper, selv er nervøs og holder for hårdt på svømmeren i eksempelvis vandhjulet, er det svært for svømmeren at få lov til at flyde og slappe af uden at få ødelagt sin balance.

Hvad betyder det et være ene kvinde
Når jeg har undervist studerende eller i anden forbindelse har holdt oplæg om mit fysioterapeutiske arbejde med traumatiserede flygtninge, får jeg altid spørgsmålet; ”Hvad betyder det, du er en ung kvinde, når du arbejder med muslimske mænd?”

Jeg oplever ikke, det er noget problem, og jeg har aldrig mødt en flygtning i mine tre år inden for området, der ikke ville behandles af mig, fordi jeg var kvinde. Selvfølgelig kan nogle af klienterne være generte, men det har jeg kun oplevet, når de har været unge, hvilket jeg finder meget naturligt. Når jeg møder klienterne med respekt, værdighed og faglighed, signalerer jeg noget andet end udelukkendemit køn. Desuden kan der være en fordel i at være kvindelig behandler, da overgrebene ofte har været foretaget af mænd, hvorfor jeg i udgangspunktet ikke opleves som nogen fysisk trussel, – også i kraft af at jeg ikke er så vældig høj!

En af mine overordnede havde også gjort sig tanker om, hvordan det skulle gå, når jeg skulle stå for bassintræningen, og hun foreslog, at jeg tog en T-shirt over. Dette nægtede jeg pure, da jeg husker drengenes udtalelser i folkeskolen om Miss Wet-Tshirt, – det var frækt, og der gik min grænse!

Jeg har aldrig oplevet ubehag under bassintræningen. Også hér har Halliwick-metoden gode overvejelser omkring det at være i øjenhøjde; alle er lige og lige værdige. En norsk fysioterapeutkollega, som observerede en individuel behandling i bassin i psykiatrisk regi, hvor jeg stod ansigt til ansigt med en ung mand (begge iklædt badetøj naturligvis), gjorde mig opmærksom på, at min stemmeføring var med til at give den distance, der var behov for i den tætte fysiske kontakt, idet jeg verbalt blev fast og konkret og ikke lod der være tvivl om, hvad vores relation var.
Dette var ubevidst, men jeg har været opmærksom på det senere; det er vigtigt, alle kender spillereglerne, så ingen bliver forlegne og føler sig ubehageligt tilpas i situationen.

Nye muligheder
Jeg har de sidste to år arbejdet på Center for Traume og Torturoverlevere ved Vejle Amt. Jeg har undersøgt mulighederne for bassintræning i varmtvandsbassin, men det har ikke været muligt at leje sig ind andet end
i ´vand til livet´.

Jeg har et ønske om at lave en bassingruppe for traumatiserede kvinder, som alle har været udsat for voldtægt. Kvinderne, jeg møder, har diffuse smerter i store dele af kroppen som følge af de smertefulde kropslige erindringer som følge af overgrebene. Min vurdering er, at også denne gruppe ville kunne profitere af træning i bassin.

Jeg håber på sigt at få mulighed for igen at tilbyde bassintræning til traumatiserede flygtninge, da vand i flere situationer kan give andre muligheder, end dem vi har på landjorden. Jeg tænker blandt andet på en
tidligere klient, hvor min eneste chance for at arbejde med hans yderst smertefulde skulder var i bassinet.

Hér havde han gode muligheder for at øge den aktive bevægelighed i sin meget smertefulde skulder, som han havde været ophængt i.
Jeg har mange gode erfaringer fra den ugentlige halliwickaften i HASA, ligesom jeg har gjort god brug af min viden fra Halliwick-kurserne. Det er min oplevelse, at der er en god overførselsværdi af Halliwick til andre former for bassintræning og til andre målgrupper end gruppen af fysisk og psykisk funktionshæmmede, som metoden oprindeligt tog udgangspunkt i.

Til sidst vil jeg citere min nuværende chef; ” Det er altid budbringeren af det dårlige budskab, der bliver skudt”. Jeg håber ikke, mit indlæg i denne udgave af Halliwisen har været for overvældende. Det er barske kendsgerninger, at mange flygtninge i Danmark har været udsat for tortur i deres hjemland, men det er desværre en del af vores virkelighed i 2003, at op mod en tredjedel af flygtningene i Danmark har været udsat for tortur.

Mie Frydenlund Jensen