Resonante kroppe i vand

af Anette M. Spence

 

I 1991 var jeg første gang med til HASA’s svømmeaften i Lyseng.

I 1993 var jeg med i filmen ’Mærk vandet’.

Siden har jeg være fascineret og inspireret af de store og eksistentielle ord personer kan sætte på deres oplevelser i vand. Ord som: ”I vandet er jeg ikke tyk krop, men Luísa”, eller ”i vandet føler jeg mig som ét med det hele og alligevel helt sig selv”.

Derfor skulle mit masterprojekt i sundhedsantropologi også handle om vand. Nedenstående kan du læse lidt om mit projekt og de tanker jeg har gjort mig.

Som antropolog tager man ud i verden og prøver at se på den med nye øjne. Jeg besluttede derfor at samarbejde med en danser, der er kendt med at ”undersøge verden” via dans. Jeg arrangerede en workshop, hvor personer, der til dagligt lever med smerter, kunne udtrykke sig i vand via bevægelse.  Da det kan være svært at sætte ord på kroniske smerter, blev der ikke brugt ord, men der blev lavet tegninger og undervandsoptagelser, som jeg senere analyserede.

Jeg fandt frem til følgende beskrivelse af vandet:

  • vandet løfter dig væk fra bunden
  • vandet drejer dig om dig selv
  • vandet bremser dig og gør dig langsom
  • vandet inviterer dig til at bevæge dig bagud
  • vandet griber dig, når du slipper/falder.

Det ledte til tanken om vandet som den perfekte dansepartner! Dette måtte undersøges yderligere og derfor lavede jeg endnu en workshop, hvor jeg sammen med en danser undersøgte vandet som partner på samme måde, som hvis man på land lavede kontaktimprovisation med en anden danser på land.

Selvom jeg i over 30 år har arbejdet i og med vand, så var dette en unik kropsoplevelse, som åbnede nye forståelser for vand.

Jeg er klar over, at dette kan lyde lidt langhåret, men prøv selv at ”mærke vandet” næste gang du er i det. Prøv at mærke det som partner, bevæg dig med det, udfordre det, leg, dans!

Som teoretisk afsæt brugte jeg sociologen Hartmut Rosas resonansteori. Han beskæftiger sig med, hvad det gode liv er. Han argumenterer for, at vi i dag har et stumt verdensforhold. Vi tror, vi kan planlægge alt og handle os ud af alt. Men øjeblikke af ”resonans”, der hvor man følger sig ”vibrerende” og i live, disse øjeblikke er som udgangspunkt utilgængelige og kan ikke planlægges. Men som mennesker hungrer vi efter dem. F.eks. kan glæden over at se en isfugl (utilgængelig) langs Gudenåen vække resonans, modsat en safari med løvegaranti (tilgængelig), der kan opleves som en stum ’nå-var-det-dét-følelse’. Resonans kan ikke betvinges.

Rosa beskriver også, hvordan vi oftest tænker kroppen som ’informationskilde’. Dvs. når den gør ondt et sted, så må vi hellere lave øvelser. Vi bør svømme for at få en god kondition osv. Men ved at tænke kroppen som ’inspirationskilde’, der hvor vi lader os bevæge i stedet for at vi bevæger os. Der hvor bevægelsen kommer indefra. Det er det, jeg i min opgave kalder fri dans. Og her ser jeg muligheder i vand og med vandet som den perfekte partner.

I filmen ’Mærk vandet’ er et af kernebudskaberne: ’Lad din svømmer mærke vandet’. Det er på en måde dét, jeg i dette projekt finder tilbage til.

Selvom empirien til denne opgave baserer sig på én workshop, tillader jeg mig at tolke, at der i vand er et potentiale for at få en eksistentiel oplevelse af at høre til, hvis man formår at give slip og give sig hen. Når vi tør slippe, både bunden og grebet og åbne hænderne. En deltager siger: Der er sådan en given sig hen i vandet, som jeg tror, jeg aldrig har oplevet før.”At det sker, når vi i fri dans rækker ud og mærker vandet og ”lader os opløse”. Eller med Hegels ord: ”I den anden at være helt sig selv”.

En af informanterne beskriver, at hun altid oplever at transcendere lidt, når hun er i vand, især når hun flyder. At det er et åndeligt øjeblik, ”et åndehul –et hul til ånden”.

Jeg beskriver i min opgave også en særlig oplevelse af eksistentiel rummelighed ved fri bevægelse i vand. En af deltagerne udtrykker det sådan her: ”Vand kan få os til at udtrykke en skønhedsfornemmelse eller det kan være skønt ikke at føles tyk eller at have en stomi. Jeg mærker en langt større rummelighed til smerter, til sygdom, til død, til eksistentielle problemer. […] Mit hoved, min tanke, min hjerne med kroppen, bliver mere ens, der bliver ikke den store forskel.”

Vandet har tilsyneladende også en evne til at opløse det formelle rum mellem mennesker. Vi kan røre hinanden på måder, der ville være uhørt på land. En af deltagerne beskrev, at hun oplever, at man lader noget af sit formelle ’jeg’ ligge i omklædningsrummet.

I workshoppen viste det sig ved, at deltagerne ikke kun dansede med vandet, men endte med at tumle sammen i vandet som delfiner. Jeg beskriver i min opgave, hvordan denne oprindelige og legende måde at bevæge sig på kan sammenkædes med en følelse af at komme hjem.At kaste sig ud i det ukendte og samtidig opleve en: ”En styrke, en sikkerhed – at komme hjem til sig selv – lige dér. Ja! Jeg stoler ikke på kroppen […] men når det kommer i glimt, så er det fantastisk”, som en deltager beskrev.

Tak til HASAM for økonomisk støtte til at gennemføre denne workshop.

Jeg håber, dette lille skriv kan inspirere til at ”mærke vandet” og se muligheder for nye oplevelser i vand. Men også at styrke troen på, hvor vigtig det er at støtte svømmeren til at kunne give sig hen til vandet, som er en forudsætning for at kunne lade sig bevæge af/i vand og at danse: ’Støtte til fri udfoldelse’, som det hedder sig i filmen ’Mærk vandet’. Lad os sammen undersøge, hvad denne frie udfoldelse i vand kan bidrage med.

 

 

Hvorfor sætte et bassinplaster over mavesonden?

Til vores undren anbefaler hospitalerne ikke, at en ernæringssonde på maven (PEG-sonde og knapsonde) afdækkes med et bassinplaster i et varmtvandsbassin.

Modsat mener nogle forældre sammen med os, at mavesonden skal afdækkes, når barnet opholder sig i et varmtvandsbassin.

Vores argumenter:

  1. Mavesonden er en adgangsport til mavesækken. En port/åbning giver mulighed for, at væsker kan komme både ind og ud. Det ses ved, at der omkring sonden næsten altid dannes lidt gulligt puds i form af størknet kropsvæske. Ved ophold i vandet uden plaster på vil dette opløses og blande sig med bassinvandet. Resultat: der bliver så fint rent omkring sonden! Men bassinvandet har fået tilført organisk materiale (=forurening).
  2. Huden omkring sonden er sårbar ift. hudirritation og dermed ekstra følsom overfor klorvandet. Vejledningen fra Hvidovre Hospital fremhæver endda irritationen fra klorvand og risikoen for infektion.
  3. En udækket sonde er i risiko for at blive hevet i, enten fordi barnet piller ved sonden eller den hænger fast hvis barnet skal op på kanten. Med plaster (og badetøj) vil sonden være mere beskyttet.

Så set fra barnets perspektiv, er det altså usmart at være i svømmehallen med en ubeskyttet sonde.

 

Vandkvaliteten:

Kravet til bassinvandet er helt enkelt: det skal kunne drikkes. Vandet i et varmtvandsbassin er ikke rent som i et badekar i hjemmet og udskiftet ikke med samme hyppighed. Der er tilsat klor, som desinfektionsmiddel, der giver hudirritation, da PH-værdien ikke er lig hudens.

Vi lærer at minimere mængden af tilført organisk materiale ved bl.a. at vaske os grundigt inden ophold i vandet, så kloren kan have størst mulig effekt.

Vi har alle ansigtet i vand, når der blæses bobler. Men især mindre børn drikker af vandet. Er det fair at byde potentielt urent vand?

Generel kan man jo overveje med sig selv, sin krop og sit helbred: vil jeg selv bade i eller drikke det vand, sonden er blevet renset i?

 

Derfor er vores klare anbefaling, at mavesonde dækkes med bassinplaster!

Det kan købes i ruller. Køb så bred som mulig (10cm bred er for smal).

Sættes på TØR hud. Evt. flere baner for at være sikker på det dækker. Dæk desuden gerne med badetøj.

Efter træning er plasteret nemt at tage af og der kan vaskes rund om sonden, når barnet alligevel er i bad.

 

Mange rene hilsner

Christine og Bodil

 


Bassinplaster:

    • Tegaderm Roll fra produktmærke 3M
    • Tegaderm film – Varenummer: 16006 – rullen er 15 cm x 10 meter.

Min kontakt (en mor) skriver til mig, at det er billigst hos Kirstine Hardam www.hardam-shop.dk


 

 

Starten på Halliwick i Danmark

Danmark var efter England et af de aller første lande til at få etableret en Halliwick organisation. Da vi var med helt fra starten for 50 år siden, blev vi opfordret til at fortælle om starten på Halliwick i Danmark ved den internationale Halliwick online konference, som blev arrangeret af Halliwick gruppen i Israel sidst i september i år. Vi skiftedes til at fortælle, og det vil vi gengive her oversat til dansk. Ud over at fortælle om selve historien og hvad der har fascineret os ved Halliwick, valgte vi også at sige noget om James McMillan (Mac), fordi der i dag er så få tilbage, som har kendt ham.

Vibeke: Historien om Halliwick i DK starter tilfældigvis i Bad Ragaz i Schweiz i 1967, hvor jeg arbejdede som fysioterapeut på rehabiliteringscentret. Jeg kom fra rehabiliteringshospitalet i Hornbæk med mange unge med rygmarvskader. Dr. Zinn, cheflægen i Bad Ragaz, samarbejdede med Mac, hvilket førte til et 5-dages Halliwick kursus for stedets fysioterapeuter. På kurset var der en masse vandfysik, formler og fysiske beviser, som jeg syntes var svære, men to ting fascinerede mig virkelig:

Hvad man kunne opnå i vand
En mand med meget svær spasticitet blev placeret langs kanten af poolen. Derefter blev han rullet i vandet, uden at nogen var i vandet for at tage imod ham. Vi så ham synke og derefter langsomt komme op til overfladen med ryggen først og derefter vende sig om på ryggen, så han fik munden over vand – for derefter langsomt at svømme væk, uden at vi kunne se hvordan. Det var en øjenåbner! Ud fra det jeg så på land, ville jeg have udelukket hans mulighed for at komme i vandet og svømme. Nu erfarede jeg Macs ord: ”Se på hvad de kan i vand – ikke hvad de ikke kan på land”. ”Se efter mulighederne, ikke begrænsningerne.”

Den anden fascinerende ting var…
…Macs kompromisløse insisteren på, at kursisterne skulle behandle de funktionshæmmede svømmere med respekt og ligeværdighed, hvilket også omfattede relevante krav. Svømmerne skal være deltagere i læreprocessen, ikke kun passive modtagere. På det tidspunkt var denne holdning endnu ikke almindelig blandt fagfolk i DK. Her var holdningen langt mere autoritær, men det passede godt med den holdning, jeg var stødt på blandt de indlagte patienter med rygmarvsskader, og som jeg kendte fra Harald og hans opvækst med følgerne efter polio. Hele forløbet gjorde et stort indtryk på mig, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme i gang med Halliwick tilbage i Danmark. Muligheden kom tre år senere. Også her spillede
tilfældigheder ind. En fysioterapeut, Tove Sørensen, fra Aarhus, havde arbejdet i London. Hun var derved også kommet til at arbejde med Halliwick, og hun og hendes søster, Inge, ville introducere Mac og Halliwick i Aarhus, så de fik arrangeret et kursus med Mac.

Her kom chancen!
Jeg arbejdede nu på specialinstitutionen Solbakken for fysisk funktionshæmmede børn og unge, hvor Halliwick var meget relevant. Det første grundkursus med Mac blev afholdt i september 1971. Jeg og to fys-kolleger (Lissen og Else) deltog, og Harald blev fanget ind fra
sidelinjen. Efterfølgende dannede vi en undervisningsgruppe, og vi var heldige at få en ledig tid i den nyåbnede Lyseng Svømmehal , som
vi har endnu. Det betød, at vi 2 måneder efter kurset kunne begynde svømmeundervisning for unge fra ”vores” institution, og kort efter for hjemmeboende funktionshæmmede børn.

Harald: Vi arbejdede hårdt på at organisere undervisningen, og vi gik snart i gang med at udarbejde undervisningsmateriale til kortere kurser for nye instruktører. Allerede det første år begyndte vi at holde foredrag og kortere kurser rundt om i landet. Da vi brugte kommunale svømmehaller, måtte vi organisere os som en klub, så vi stiftede HASA, Halliwick Svømmeklub i Aarhus, i januar 1972, som den første Halliwickklub i Danmark. Mens svømmeundervisningen gik godt, mødte vi hurtigt modstand fra helt uventede sider. Vi mødte kraftig modstand fra svømmelærere, der også tog sig af handicapsvømning. Vi var jo ikke uddannet efter den gængse svømmeundervisningsmetode, så vi var ikke berettiget til at undervise (!), – selvom de selv ikke havde nogen særlig metode til undervisning af funktionshæmmede. Vi blev også bebrejdet for ikke at bruge opdriftshjælpemidler i undervisningen. Både svømmelærere og fysioterapeuter kritiserede os for ikke at kræve en lægeerklæring fra de funktionshæmmede idrætsudøvere, som man gjorde i nogen sammenhænge. Det var imidlertid ikke obligatorisk, så efter vores mening
var vi nødt til at respektere den enkeltes ret til at vurdere og beslutte, om der var behov for at konsultere en læge. Vi skulle kun have at vide, om der var noget, vi skulle være opmærksomme på i forbindelse med svømning, som f.eks. epilepsi og diabetes. Også fra handicapidrætten mødte vi modstand. Den eksisterende idrætsklub for fysisk funktionshæmmede betragtede os som en konkurrent og ville have os til at blive en del af dem, så der kun var én klub for fysisk funktionshæmmede i Aarhus. Det modsatte vi os. HASA var for alle, uanset handicap, og hvorfor skulle funktionshæmmede kun have ét tilbud i en by som Aarhus og ikke have mulighed for at vælge? Men vi fik god opbakning fra den almindelige idræt. Jeg havde ingen erfaring med at drive en idrætsklub, og om hvordan idrætten var organiseret. Så for at komme i nær kontakt med
idrættens holdninger og tankesæt, overraskede. En kæmpe stor slange.
jeg generalforsamlingen i Idrætssamvirket ved at foreslå mig selv til bestyrelsen – og blev valgt! Min tid i bestyrelsen gav mig en masse erfaring,
og Idrætssamvirket arrangerede to grundkurser med Mac.
Også De Danske Gymnastik og Ungdomsforeninger (DDGU) støttede os, og det medførte bl.a. deltagelse af svømmeinstruktører på de følgende kurser. På kurset i efteråret 1973 deltog bl.a. Inger og Niels Kristian Nørregaard der lige havde startet et handicaphold i Helle Svømmeklub, og efter kurset blev det en Halliwickafdeling, hvor de stadig er aktive. Det første kursus i 1971 blev efterfulgt af flflere kurser med Mac eller Margaret Reid, også fra London, indtil 1980. Da meget få af jer har oplevet Mac, vil vi give jer vores indtryk af ham, især fordi hans evner og engagement var af uvurderlig betydning for Halliwicks udvikling i Danmark.

Vibeke: Mac var ikke krævende, hverken når det kom til kursusfaciliteter, forplejning eller indkvartering. Han tilpassede sig. Han foretrak at bo privat, og han boede hos os et par gange. Han ønskede, at kursusomkostningerne blev holdt på et minimum. Derfor fik han dækket sine udgifter, men intet eller et meget lille honorar. Mac var karismatisk og også kontroversiel. Hans kurser var intensive, inspirerende og lærerige. Han var kompromisløs, når det kom til fremstilling af de fysiske love i vand. Som ingeniør i hydromekanik påpegede han fejl i almindelige
lærebøger om svømning. Det skabte generelt modstand mod ham i svømmeinstruktørkredse. Derfor lagde han på kurserne meget vægt på
at bevise, at hans fysiske forklaringer var videnskabeligt underbyggede. Han reagerede kraftigt, hvis hans undervisning blev kritiseret eller blev
stillet spørgsmålstegn ved. Lige så hyggelig og charmerende han var, lige så rasende og ubehagelig kunne han være i en sådan situation. Han var også kompromisløs i forhold til instruktørernes og kursisternes holdning til den
funktionshæmmede svømmer. Det var vigtigt for ham at udvikle svømmerens evner fuldt ud, så hvis han syntes, at man støttede for meget – og ikke turde give slip, reagerede han. Vi husker stadig, hvordan han råbte til en omsorgsfuld ældre deltager ”Keep your fingers off, Granny!” så det
gjaldede i svømmehallen. Og hvis Mac syntes, at holdningen var nedsættende, så kunne han sige han ”Don’t pat, pat him!” ledsaget af en sigende håndbevægelse. Ligesom Mac har vi altid fundet det meget vigtigt og værdifuldt at have funktionshæmmede med på kurserne. Det er lettere at formidle en ligeværdig holdning og respekt i forbindelse med praksis end rent teoretisk, og at støtte en funktionshæmmet i vandet er noget andet end at støtte en fysisk velfungerende medkursist. De mange kurser og de mange deltagere betød nye instruktører og undervisere, som Bodil Føns, og en spredning af Halliwick konceptet til klubber, specialbørnehaver, skoler og institutioner for børn og uddannelsesinstitutioner for fysioterapeut osv. Så, i 1993, blev HASAM, Halliwick-samarbejdet i Danmark, etableret som den officielle repræsentant for Halliwick med ansvar for uddannelse af instruktører og for udarbejdelsen af kursusmateriale.
Det første nationale Hallwicksvømmestævne blev afholdt ved HASAs 10-års jubilæum i 1982, og de nationale svømmestævner blev gradvist til flere stævner om året. I 1997 og 2007 arrangerede Harald, Mac og Else gerede Danmark internationale svømmestævner og deltog i stiftelsen af IHA i 1993 i Bad Ragaz. Danmark har lige siden været med i IHAs bestyrelse og/eller uddannelsesudvalg.

Vibeke: Det er nu 50 år siden Halliwick blev etableret i Danmark, og vi har været med hele vejen. Det har bragt os venskab og fællesskab med mange meget forskellige mennesker. Sammen med dem har vi overskredet vores egne grænser og gået nye veje.
Vi er stadig fascineret af

  • de utrolige færdigheder svømmere kan opnå uanset funktionshæmning
  •  at alle kan deltage i svømmeundervisningen såvel som i svømmekonkurrencer,
  • at undervisningen er baseret på respekt og ligeværd,
  • på forståelsen af samspillet mellem vand og krop og
  • på troen på, at mestring giver mulighed for reel integration. “Swimming is only that bit!” som Mac gentog igen og igen.
    Vibeke og Harald

 

The Halliwick Concept according to the ICF Framework

Ursula Barrett (1) and Jean-Pierre Maes (2)

Abstract: The aquatic environment is often chosen by individuals, parents, exercise professionals, therapists and other professionals due to the unique characteristics that water provides. There are a variety of approaches used in both swim teaching and aquatic rehabilitation when working with individuals with impairments in the water. This paper focuses on the use of the Halliwick® Concept and the benefits this approach offers. The Halliwick Concept while developed long before the World Health Organisation’s
International Classification of Functioning Disability and Health (ICF) framework fits well within this model. A number of examples are outlined in this paper to highlight some of the main benefits of Halliwick
on the 2 main lists of the ICF: 1. Body Functions and structures and 2. Activities and Participation. The latter is further divided into activities and participation in and out of a Halliwick session in order to demonstrate the transfer of benefits beyond Halliwick sessions.

Keywords: Halliwick, ICF disability, aquatics, rehabilitation

Læs hele artiklen her

 

Hvad er det nu lige bassintræning kan?

Inspiration fra nogle af de førende forskere inden for træning i
vand. I syv webinare formidles de nyeste studier/forskning med
erfaring omkring bassintræning.

Muskelskeletale og neurologiske sygdomme samt aldring forandrer bindevævet, kredsløbet og nervesystemet. Disse forandringer kan føre til nedsat fysik aktivitet, nedsat livskvalitet og øger risikoen for at få flere sygdomme (comorbiditet).

Motion og træning kan være med til at lindre degenerative lidelser, såsom multiple sklerose, demens m.m. Ved inaktivitet reduceres bl.a. muskelmassen med 20-30 % efter 7 dage, hjerte volumen med 10 % efter 9 dage samt generelt nedsat knoglemasse, som kan føre til osteoporose. Høj intensiv træning (HIT) har vist at have en positiv indvirkning på symptomer, der især er koblet til centralnervesystemet (hjernen og rygmarven).

Bassintræning er en populær træningsmetode, især blandt ældre, med eller uden funktionsnedsættelse og/eller aktivitetsbegrænsning. Ved træning i vand bliver man påvirket af opdrift, det hydrostatiske tryk, temperatur og vandmodstand. Dette har bl.a. indflydelse på, at der sker en ændring i den cerebrale blodgennemstrømning samt en ændring i koncentration af adrenalin og noradrenalin. Dette indikerer, at bassintræning har en dæmpende effekt på det sympatiske nervesystem (kamp/flugt respons), og yderligere øges aktiviteten i det parasympatiske nervesystem (hvile og genopbygger). Desuden øges nervesystemets evne til at respondere på indre og ydre stimuli ved træning i vand sammenlignet med træning på land.

Desværre er træningen i vand ofte uspecifik og ikke med den rette belastning. Hertil viser undersøgelser, at skræddersyede programmer, uafhængigt af om det er i vand eller på land, har potentiale til at målrette og forbedre mange komponenter.

Den seneste forskning viser, at specifik basintræning kan have indflydelse på bestemte systemer i kroppen, eksempel kredsløb, nervesystemet m.m.

F.eks. har kognitiv træning i vand vist at have en moderat til stor effekt sammenlignet med land. Dette indebærer, at bevægelsesprogrammer i vand skal begynde med moderate til højdoserede øvelser, inden der udføres aktiviteter, som har brug for mere koncentration som problemløsning eller hukommelse. Man har ligeledes i forskellige studier set en moderat til stor forbedring ved funktionstræning i vand sammenlignet med land. Ved neuromuskulær træning er det en fordel at lave øvelser med retningsændring og øget overfladeareal. Derimod har øvelser med små eller hurtige bevægelser uden modstand sandsynligvis ikke en signifikant effekt på det neuromuskulære system. Plyometrisk træning (øvelser hvor der hurtigt skiftes retning) er nyttig, når man ønsker at forbedre muskelkraften og eksplosivitet, mens man minimerer ømhed i musklerne. Forbedringen ses både ved atleter og ikke atleter

 

Rehabilitering i vand – Bassintræningens indflydelse på kroniske smerter

Smerter kan bl.a. medføre funktionsnedsættelse, koncentrationsbesvær, dårlig søvn, træthed og nedsat aktivitetsniveau, hvilket kan føre til depression og isolation. I Danmark lever ca. 20% med kroniske smerter, hvilket udgør en af de hyppigste årsager til besøg hos sundhedsvæsnet. Dette har både store økonomiske konsekvenser for den enkelte og for samfundet grundet sygemeldinger, fleksjob og førtidspension. Eksempelvis skyldes smerter i muskler og led 25% af langtidssygemeldingerne. Endvidere medførte lænde- og nakkesmerter alene ca. 10,1 mio. sygedage, ca. 11.100 nye tilfælde af førtidspensioner og kostede samfundet ca. 2,2 mia. kr. i 2012.

Disse smertepatienter er ofte på længerevarende smertestillende medicin i håb om at forbedre funktionsniveau og livskvalitet. Denne medicinering kan dog give mange uhensigtsmæssige bivirkninger og afhængighed. Desuden giver medicin ofte kun en beskeden smertelindring, som med tiden vil mindskes.

Som behandling viser studier, at bassintræning kan give et forbedret funktionsniveau, øget livskvalitet og have en smertelindrende effekt på kroniske smerter.

I dette fysioterapeutiske bachelorprojekt er der inddraget fire personer med kroniske smerter, som alle oplever at smerter begrænser dem både fysisk, psykisk og socialt bl.a. i forhold til funktionsniveau, søvn og være sammen med andre. Projektet har undersøgt, hvordan de oplever at bassintræning har indflydelse på deres begrænsninger.

Bevægelse kan virke uoverskueligt grundet smerter i muskler og led samt nedsat bevægelse bl.a. pga. stivhed. Efter bassintræning opleves en markant ændret bevægelse både i vandet og på land, da man oplever at vandet gør en lettere og at gangen forbedres. Dette kan bl.a. skyldes, at kroppen i vand bliver tvunget opad af opdriften, da kroppens massefylde er mindre end vands (mænd kan dog have en højere massefylde pga. et mindre fedtlag og en større muskelmasse). Herved bliver kroppens led påvirket af opdriften fremfor tyngdekraften, så belastningen på de enkelte led bliver reduceret i forhold til på land, f.eks. reduceres vægtbæringen med op til 90%, når man står i en vanddybde til halsen.

I perioder uden bassintræning oplevede de undersøgte patienter, at de var nødsaget til at indtage en større mængde medicin pga. flere smerte. Ved brug af bassintræning mindskes medicinindtaget, da ens symptomer kan tilsidesættes i vandet, og der opleves en smertelindrende effekt. Ofte foregår bassintræning i en temperatur på 31-34 grader. Vand overfører varme 25 gange hurtigere end luft. Denne varmepåvirkning kan have en muskelafslappende effekt, da signalet fra hjernen til musklerne bliver påvirket af varmen. Desuden sker der en overstimulation af kroppen (det sensoriske system) bl.a. pga. strømninger og temperaturen fra vandet som ligeledes menes af kunne give en smertereduktion.

Som kronisk smertepatient er søvnproblemer som tidligere nævnt en meget normal tendens. Søvnmangel kan have negative konsekvenser som træthed og uoplagthed, som ikke kan soves væk, og kan for patienten opleves som værende ligeså invaliderende, som det at have smerter.

Efter bassintræning oplever de fire personer en god træthed når de kommer op af vandet samt en forbedret nattesøvn, dette kan skyldes den øgede bevægelse påvirkning på kroppen samt aktivering af det parasympatiske nervesystem, som bl.a. har indflydelse på at sænke hjerteaktiviteten, puls, og blodtryk. Dette skyldes, at vandet udøver et tryk på den nedsænkede krop, jo dybere en kropsdel er i vandet, jo større tryk

vil der være på kroppen. Det ydre tryk fra vandet kan overstige det tryk der fører blodet tilbage til hjertet (venetrykket) og blodet forskydes opad gennem venerne (blodåre) og lymfesystemet og tilbage til hjertet. Dette har bl.a. indflydelse på at pulsen falder med 10-15 slag i minuttet, hvilket kan være årsagen til at en går fra at være vågen hver time, til kun at vågne 1-2 gange om natten efter bassintræning.

Konklusionen på disse semistrukturerede interview er, at personerne oplever at bassintræningen er med til at nedsætte stivhed og ømhed i muskler og led, at kroppen er lettere samt at kropsholdning, bevægelse, søvn samt gangfunktionen bliver bedre. Bassintræning har indflydelse på informanternes livskvalitet, ved at gøre deltagelse i sociale arrangementer muligt og/eller påvirke kroppen til at kunne mere dagene efter bassintræningen. Informanter formår at håndtere deres livssituation ved at finde en metode, hvor der skabes balance mellem smerterne og deltagelse i de meningsfulde aktiviteter. Dette gør også, at informanterne oplever bassintræningen som værende livsvigtig for dem, da deres symptomer forværres, når de ikke har været til bassintræning, og de får derved svært ved at finde overskud i hverdagen grundet smerterne.

Man kan på baggrund af dette projekt og tidligere studier overveje, hvordan bassintræning skal benyttes til personer med kroniske smerter. Det tyder i dette projekt på, at bassintræning har en stor betydning for disse personer, men også at træningen har en forholdsvis kort effekt på kroppen. Derfor sætter dette projekt spørgsmålstegn ved at benytte bassintræning til personer med kroniske smerter som et genoptræningstilbud, hvor man har x- antal gang til at blive ”rask”, men at man i stedet benyttede bassintræning som en livsstilsændring eller en metode til at symptombehandle, på samme måde som var man på livsvarig medicin. På baggrund af overstående udsagn kan det overvejes, om man fremfor medicin vil kunne bruge bassintræning som en mere aktiv behandling af kroniske smerte.

Mia Kynde

 

 

Bassintræning – en særlig tid

Som afslutning på min fysioterapeutuddannelse valgte jeg ved min bachelorafhandling at undersøge forældres oplevelse af betydningen af bassintræning for deres børn med funktionsevnenedsættelse. I projektet er der især fokus på børn med funktionsevnenedsættelser som følge af diagnoserne indenfor autismespektrum forstyrrelser og ADHD. Denne interesse blev dannet på baggrund af mit selvstændige erhverv og
praksiserfaring i privat regi med hold for børn og børn med nedsat funktionsevne.

Forældrene deltager med deres barn på et ”handicaphold for skolebørn” i et varmtvandsbassin en gang om ugen. Bassintræningen er struktureret efter Halliwick® konceptet. Der startes med 10 minutters sang, 30 minutters
træning og sluttelig 20 minutters fri leg. I tilrettelæggelsen af træningen lægges vægt på genkendelighed og dermed mere forudsigelighed for børnene.

Projektet er inspireret af det fænomenologiske og hermeneutiske paradigme. Jeg foretog deltagerobservation af seks forældre og deres børn med nedsat funktionsevne ved fire gange bassintræning. Efterfulgt af et semistruktureret fokusgruppeinterview med fire forældre. På baggrund af data heraf fremanalyserede jeg de centrale fænomener, som projektets deltagende forældrene til børn med nedsat funktionsevne oplevede som betydningsfulde under bassintræning. De centrale fænomener er: en særlig
tid, tid giver fokus, normalitet og rummelighed.

Forældrene beskriver, at de oplever en særlig tid, som indeholder et tæt og koncentreret nærvær mellem barnet og dets forælder i bassinet, hvor omverdenens forstyrrende ting bliver udelukket. I bassinet opstår tosomhed mellem barn og forælder, og forælderen kan drage omsorg og støtte sit barn i aktiviteterne ved en til en-kontakt. Indenfor den særlige tid har forældre mulighed for at støtte sit barn og dermed øge muligheden for at barnet kan forbedre sine følelsesmæssige og sociale kompetencer.

Det fremanalyserede centrale fænomen tid giver fokus og ses ved, at der er mere tid for barnet til at planlægge og udføre en ønsket og kontrolleret bevægelse i vandet. Forældre oplever, at tiden, som vandets egenskaber og de fysiologiske aspekter giver, bidrager til at øge barnets opmærksomhed og koncentration og dermed mestre nye færdigheder i svømning. Forældrene kan se barnet i nye perspektiver i form af nye og forbedrede kognitive kompetencer. Dette kan være med til at fremme barnets udvikling. Denne oplevelse af succes, som tiden og den forbedrede kognition har indflydelse på, er med til at give en særlig tid for forældre og børn ved bassintræning.

Det er betydningsfuldt for forældrene at fremstå og at opnå følelsen af normalitet ved at deltage i bassintræning på ”Handicapholdet for skolebørn”. For forældrene er det velkendt at blive set skævt til, hvorved de er bevidste om, at de og deres børn er bærere af et stigma, og dermed oplever de sig anderledes i samfundets øjne. Forældrene opnår en følelse af at være normale i de sociale sammenhænge til bassintræning.

Normaliteten opnås blandt andet gennem rummelighed på ”Handicapholdet for skolebørn”. Forældrene oplever, at der er accept af det enkelte individ. Endvidere oplever de, at børnene ikke behøver at være ens, men kan godt være anderledes for stadig at være en del af fællesskabet. Dermed får forælder og barn en pause fra stigmatiseringen og den negative påvirkning af deres sociale identitet, mens de er til bassintræning. Social accept kan gøre, at barnet og forældre kan glemme barnets nedsatte funktionsevne og finde glæde ved at deltage i fællesskabet.
Malene Poulsen

 

Vandhund – måske?

“Kan du flyde?” Det var et af de første spørgsmål på Halliwick Grundkursus. Mit svar: Ja, selvfølgelig kan jeg det. Hvilket jeg, med sindsro og den der “Hey! Det her er faktisk noget, jeg er virkelig god til”-følelse, delte højlydt med alle i lokalet.

Jeg ser mig selv som 100% vandhund. Jeg har altid elsket vand. Har gået til svømning så længe jeg kan huske tilbage; konkurrencesvømning, livredning som hygge med min mor, har været livredder og er nu instruktør på baby- og gravidhold i den lokale svømmeklub. Alle somre
er tilbragt ved havet. Jeg kan bare det dér med vand. Og det kan jeg også. Men hvad jeg ikke forventede var, at dette Halliwick-koncept skulle
vise mig vejen til at lære vandet at kende på en ny måde. (Jo jo, vand er stadig vådt!)

Jeg kom i bassinet – igen meget selvsikker og begyndte at plaske lidt rundt. To og to skulle vi observere og hjælpe hinanden til at flyde MED MINIMAL BRUG AF MUSKELKRAFT. Jeg blev makker med Annette, som arbejder med Halliwick i HASA. Jeg indtog min flydestilling, men opdagede til min store overraskelse, at jeg IKKE kunne flyde. Gentagne gange sank jeg ned under overfladen og begyndte febrilsk at
kæmpe med arme og ben for at få min pludseligt umulige krop op til flydeposition. ”Hvad sker der?”, tænkte jeg. Med resultatet at jeg spændte samtlige muskler for at få min krop til at makke ret. Plump! Under overfladen var jeg igen.

Annette prøvede at hjælpe mig med vejledning, guidning, hænder på og til sidst fast massiv støtte. Altså, jeg skulle støttes i vandet!!

Annette sagde flere gange: ”din nakke er helt spændt, prøv at slappe af”, men jeg kunne slet agere ud fra den besked hun gav mig. Jeg er sikker på, at hun blev lidt frustreret på mig. Til sidst talte Annette til underviseren, mens hun støttede mig, og jeg lå og kæmpede med (eller mod) vandet.
Vandhund – måske?

Jeg var chokeret og oplevede faktisk at blive gradvist mere og mere nervøs og anspændt. Jeg reagerede med at spænde helt vildt i nakken, lænden, armene og min vejrtrækning blev unaturlig. Arytmisk og overfladisk. Jeg følte mig fremmed i det vand, som jeg ellers havde bildt
mig selv ind, var mit rette element. Jeg var jo en vandhund for pokker!

Med øm nakke og lettere chokeret sluttede vi kursets første dag. En underviser sagde til mig, at der var lidt at arbejde med. Jeg smilede og prøvede at virke overskudsagtig. Men virkeligheden var, at jeg følte mig slået tilbage til start. Til gengæld var der noget, jeg var blevet nysgerrig på. Der var mulighed for at lære noget – og tilmed noget kropsligt.

Dag to startede i vandet, så jeg benyttede chancen for at øve mig lidt, inden underviseren gik i gang. Jeg var meget fokuseret på at mærke ordentligt efter, hvad min krop fortalte mig. Spænder jeg op? Slipper jeg kontrollen helt? Fyldte lunger, helt klart. Nakken. Hvordan er den? Hovedets position. Og ro på så vandet får tid til at ”virke”. Det lykkedes endelig i 4. forsøg. Jeg kom til at flyde – dog stadig med anspændthed omkring vejrtrækningen, fordi jeg sank under overfladen kort tid efter udånding. Det blev en hårfin balance af ikke at puste helt ud, en god trutmund til inhalation, holde vejret, og så flød jeg.

Jeg er en gift 39-årig pige, som stadig springer ud fra tre’eren, fordi det er sjovt og presser mig lidt på ”trygheden”. Uddannet fysioterapeut,
mor til fire (3, 5, 7 og 9 år) små vandhunde og har spillet klubfodbold det meste af mit liv.

At få italesat teorien omkring vand. At sætte farten ned, få roen til at mærke efter på egen krop i vand. Muligheden for at erfaringsudveksle med andre, for det var heldigvis ikke kun mig, som troede, at jeg kunne flyde ”No problem”. Jeg må sige, det der Halliwick, det virker for mig. Jeg glæder mig til flere frustrerende, oplysende og lærerige timer på grundkurset del 2.

Vandhund vs. vandskræk
Jeg har gjort mig en del tanker i forbindelse med at skulle lave denne artikel. Jeg ser mig selv som vandhund, men hvad betyder det? Googler
man ”vandhund”, så dukker der en masse fine billeder af forskellige slags hunde op. Min definition af en ”vandhund” er, at man er virkelig glad for at være i vand. Jeg er vandhund, men reagerede måske lidt som en med vandskræk! Eller? Jeg føler jo ikke, at jeg har vandskræk, eller at jeg er angst, når jeg er i vand. Alligevel har jeg tænkt over disse begreber: vandhund overfor vandskræk, så der er da noget, jeg har oplevet. Mærket. Følt. Jeg har tilegnet mig en kropslig oplevelse.

Ifølge sundhed.dk (www.sundhed.dk, Angst, Kropslige reaktioner) kan nogle af de kropslige reaktioner på angst være: høj puls, hjertebanken og spændinger i musklerne.

Jeg mistede kontrollen over min vejrtrækning og spændte i den grad i mine muskler, men mærkede det ikke i selve situationen. Min krop var ude af kontrol. Kan det sammenlignes med angstens magt over kroppen? For mig giver det mening at tænke: Min krop reagerer, fordinoget, som jeg troede var, ikke var!

Vandskræk/angst for vand handler om tab af kontrol, og det er direkte unaturligt at stikke hovedet under vand ifølge hjerneforsker Peter Lund Madsen (www.respektforvand.dk, Vandskræk). Ligeledes siger han: ”Angst kan sagtens opstå, selvom der i virkeligheden ikke er noget at være bange for.”

Jeg var jo ikke bange. Men min krop reagerede som om, at der var noget at være bange for. Mit hoved sagde: Der er intet at være bange for, få nu styr på det!

Den oplevelse at mærke og efterrationalisere situationen har givet mig en ny kropserfaring i vand. Jeg tror, at min vandføling i dag er, at hoved og krop er kommet tættere på hinanden. Når det så er sagt, så har jeg erfaret, at jeg er en vandhund under oplæring.
Store plask fra Tabitha

 

VESTDANSK CENTER FOR RYGMARVSSKADEDE – Halliwick anvendt i rehabilitering

Mit navn er Paul Rober, og jeg arbejder som fysioterapeut på VCR (Vestdansk Center for Rygmarvsskadede) i Viborg. Primært rehabiliterer vi rygmarvsskadede, men vi genoptræner også mennesker født med rygmarvsbrok. VCR har et varmtvandsbassin.

Bodil Føns, som jeg efterhånden har mødt en del gange, spurgte mig, om jeg ville sige et par ord om mine erfaringer med Halliwick-konceptet på mit arbejde.

For mig er det fantastisk at se, hvordan mennesker som efter at have pådraget sig en rygmarvskade og dermed har mistet fysiske funktioner og sensibilitet (følsomhed) kan blive (delvis) uafhængige af hjælp og eller hjælpemidler i vand. Den største udfordring er den psykiske tilvænning i vandet.

Patienterne har ofte en frygt første gang, de skal i vandet. ”Hvordan fungerer jeg i vand, når en stor del af kroppen ikke længere fungerer, og samtidig ikke få lov at bruge opdriftsmidler”? Jeg starter altid med at vise patienterne, hvad jeg vil gøre med dem, inden vi går i gang med træningen. Det giver dem en form for tryghed, da de overhovedet ikke har en ide om, hvordan og hvorledes de skal gribe det an.

Når patienterne ingen benfunktion har men god armfunktion, så foretrækker jeg, at de kommer i vand fra kantsiddende og ikke med lift og liftsejl. De skal fornemme, hvor selvstændige de kan være, når de skal i vand og senere op igen.

Og så kommer alle de øvelser, som vi kender fra Halliwick, hvor vi puster i vand, får hovedet under vand m.m. Vi SKAL igennem denne fase, for hvis jeg en sjælden gang glemmer den, så får jeg problemerne senere, når de får vand i øjnene eller næsen. Så bliver de forskrækkede og laver uhensigtsmæssige bevægelser i vand. Jeg starter også altid med at finde balancen og ro i rygliggende. Lade dem mærke, hvad vand gør ved deres krop. Når de er trygge, så bliver det en befrielse for dem at opholde sig i vand, hvor de kan opleve at være uafhængige for en stund.

Selv stiftede jeg kendskab til Halliwick-konceptet tilbage i 2004, hvor jeg ugentligt gennem flere år ledsagede en svært hjerneskadet borger i varmvandsbassinet ved HASI i Silkeborg.

For omkring tre år siden fik jeg gennem mit arbejde på VCR Halliwick Grundkurset bevilget. Et kursus som har beriget mit virke som fysioterapeut i varmtvandsbassin. Træning af begyndende muskelaktivitet, som er tæt på umuligt på land på grund af tyngdekraft, smerter og nedsat bevægelighed, er lige pludseligt opnåelig. Jeg har i slutningen af 2018 været på kursus i Ans ved en engelsk fysioterapeut Jackie Pattman, hvor jeg fik masser af gode ideer til, hvordan man kan træne forskellige muskelgrupper i vand med mennesker med en neurologisk skade.

Paul Rober, fysioterapeut
Vestdansk Center for Rygmarvsskade
Neurologisk afd./Fysioterapien
Søndersøparken 11, 8800 Viborg
Tlf. 7844 9866 eller 7844 6178
Bas.Rober@viborg.rm.dk

 

Supervisionsbesøg på CfN, Filadelfia

Efter afslutningen af videregående Halliwick kursus i efteråret 2014, benyttede vi os af tilbuddet om at få et supervisions besøg på CfN (= Center for Neurorehabilitering Filadelfia, tidligere Kurhus).

Det var en stor succes, og CfN fik lavet en aftale med Bodil Føns om et længere varende supervisionsforløb, strækkende sig over 2½ måned med 5 supervisionsdage i efteråret 2015.

CfN er et specialiseret rehabiliteringstilbud i sygehusregi, som tilbyder genoptræning og rehabilitering. Vores klienter er over 18 år med moderate til svære følger efter erhvervet hjerneskade – fortrinsvis af nyere dato. Indlæggelsestiden er i gennemsnit ca. 4 måneder.

Jeg er fysioterapeut på CfN og er den ansvarlige fysioterapeut for træningen i varmtvandsbassin. Vi er i vandet i ca. 40 minutter om ugen.

Jeg har ca. 4 klienter i vandet ad gangen sammen med 3 – 4 ressourcepersoner, afhængig af klientens funktionsniveau. Ressourcepersonerne kommer fra plejen og er fast tilknyttet en klient.

Nogle ressourcepersoner har gennemgået et Grundkursus i Halliwick.

Vores udfordring ligger i, at

  • Vores klienter er for første gang i vandet efter erhvervet hjerneskade
  • Målet sjældent er at blive en selvstændig svømmer
  • Træning i vandet er rettet mod deres tværfaglige rehabiliteringsmål på land.
  • Træningsforløbet strækker sig over en begrænset periode
  • I mange tilfælde en hurtig funktionsudvikling hos vores klienter og dermed løbende tilpasning af øvelser
  • Varmtvandsbassinet i Sorø har en næsten konstant vanddybde på 1,30 m i hele bassinet og er dermed ikke dybt nok til alle vores klienter.

 

Inden supervisionsdagen sendte jeg et kort oplæg om vores klienter til Bodil. Oplægget indeholdt en funktionsbeskrivelse samt tværfaglige rehabiliteringsmål.

Vi mødtes med Bodil i svømmehallen. Bodil var sammen med os i vandet og tilbragte ca. 10 minutter sammen med hver enkelt klient. Vi optog dele af supervisionen på video, så vi efterfølgende havde mulighed for at se, hvad de andre klienter havde trænet og/eller gense sine ”egne” klienter i vandet.

Efter træningen kørte Bodil med os til CfN, hvor der var afsat en time til refleksion til personalet, som havde deltaget i træning i vand.

Vi havde klienter med forskellige funktionsniveau samt forskellige problemstillinger i vandet.

Da forløbet strakte sig over et par måneder, nåede vi at have flere end 4 forskellige klienter i vandet.

Blandt dem var

  • Søren med ataxi, som trænede balance og kontrol. For at kunne løbetræne i det lave vand, lånte Bodil os en løbevest.
  • Josephine, en ung pige med tetraplegi efter trafikuheld. Josephine blev liftet i vandet. Når vi gav Josephine tilstrækkeligt tid, kunne hun bevæge sig meget aktiv i vandet og træne balance om forskellige akser. Desuden kunne hun træne standfunktion og gangfunktion i længere tid end på land.
  • Vibeke og Simon havde begge en apopleksi med halvsidig hemiparese med vidt forskellige problemstillinger. Vibeke med pushertendens trænede balance og arbejdede med rytme og tempo.

Simon med spastisk hemiparese trænede alignment/symmetri samt funktion i det paretiske ben.

  • Lukas, en ung mand med selvstændig gangfunktion. Her var fokus på at forbedre funktionen i højre arm.

Hos alle vores klienter ser vi, hvordan boldspil og andet leg motiverer dem og får dem til at ”glemme” deres funktionsnedsættelse. De bevæger sig mere frit i vandet og tør meget mere. Og så er det jo bare godt, at de ikke slår sig, når de alligevel mister balancen en gang imellem.

Gennem supervisionen fik vi nogle ideer til, hvordan vi kunne træne mere effektivt i vandet med vores meget forskellige klienter. Efter et par uger aflagde Bodil igen et supervisionsbesøg, hvor vi igen med Bodils hjælp tilpassede øvelserne i vandet, og Bodil gav os nogle gode ideer til vores nyopstartede klienter.

Som den ansvarlige fysioterapeut i vandet, er jeg blevet hurtigere til at finde målrettede øvelser til vores klienter i forhold til deres rehabiliteringsmål. Jeg har fået en større sikkerhed i at vejlede mine kolleger/ressourcepersoner.

Forløbet har tydeligt øget kvaliteten af træning i vandet.

Det er helt klart at anbefale at gøre brug af det fantastiske tilbud fra Halliwick og hvis muligt at lave en aftale med en erfaren Halliwick underviser til et længere supervisionsforløb, som så bliver målrettet ens egne klienter/patienter og deres udvikling.

Heide Hartwig