ARTIKLER

VESTDANSK CENTER FOR RYGMARVSSKADEDE – Halliwick anvendt i rehabilitering

Mit navn er Paul Rober, og jeg arbejder som fysioterapeut på VCR (Vestdansk Center for Rygmarvsskadede) i Viborg. Primært rehabiliterer vi rygmarvsskadede, men vi genoptræner også mennesker født med rygmarvsbrok. VCR har et varmtvandsbassin.

Bodil Føns, som jeg efterhånden har mødt en del gange, spurgte mig, om jeg ville sige et par ord om mine erfaringer med Halliwick-konceptet på mit arbejde.

For mig er det fantastisk at se, hvordan mennesker som efter at have pådraget sig en rygmarvskade og dermed har mistet fysiske funktioner og sensibilitet (følsomhed) kan blive (delvis) uafhængige af hjælp og eller hjælpemidler i vand. Den største udfordring er den psykiske tilvænning i vandet.

Patienterne har ofte en frygt første gang, de skal i vandet. ”Hvordan fungerer jeg i vand, når en stor del af kroppen ikke længere fungerer, og samtidig ikke få lov at bruge opdriftsmidler”? Jeg starter altid med at vise patienterne, hvad jeg vil gøre med dem, inden vi går i gang med træningen. Det giver dem en form for tryghed, da de overhovedet ikke har en ide om, hvordan og hvorledes de skal gribe det an.

Når patienterne ingen benfunktion har men god armfunktion, så foretrækker jeg, at de kommer i vand fra kantsiddende og ikke med lift og liftsejl. De skal fornemme, hvor selvstændige de kan være, når de skal i vand og senere op igen.

Og så kommer alle de øvelser, som vi kender fra Halliwick, hvor vi puster i vand, får hovedet under vand m.m. Vi SKAL igennem denne fase, for hvis jeg en sjælden gang glemmer den, så får jeg problemerne senere, når de får vand i øjnene eller næsen. Så bliver de forskrækkede og laver uhensigtsmæssige bevægelser i vand. Jeg starter også altid med at finde balancen og ro i rygliggende. Lade dem mærke, hvad vand gør ved deres krop. Når de er trygge, så bliver det en befrielse for dem at opholde sig i vand, hvor de kan opleve at være uafhængige for en stund.

Selv stiftede jeg kendskab til Halliwick-konceptet tilbage i 2004, hvor jeg ugentligt gennem flere år ledsagede en svært hjerneskadet borger i varmvandsbassinet ved HASI i Silkeborg.

For omkring tre år siden fik jeg gennem mit arbejde på VCR Halliwick Grundkurset bevilget. Et kursus som har beriget mit virke som fysioterapeut i varmtvandsbassin. Træning af begyndende muskelaktivitet, som er tæt på umuligt på land på grund af tyngdekraft, smerter og nedsat bevægelighed, er lige pludseligt opnåelig. Jeg har i slutningen af 2018 været på kursus i Ans ved en engelsk fysioterapeut Jackie Pattman, hvor jeg fik masser af gode ideer til, hvordan man kan træne forskellige muskelgrupper i vand med mennesker med en neurologisk skade.

Paul Rober, fysioterapeut
Vestdansk Center for Rygmarvsskade
Neurologisk afd./Fysioterapien
Søndersøparken 11, 8800 Viborg
Tlf. 7844 9866 eller 7844 6178
Bas.Rober@viborg.rm.dk