“Kan du flyde?” Det var et af de første spørgsmål på Halliwick Grundkursus. Mit svar: Ja, selvfølgelig kan jeg det. Hvilket jeg, med sindsro og den der “Hey! Det her er faktisk noget, jeg er virkelig god til”-følelse, delte højlydt med alle i lokalet.

Jeg ser mig selv som 100% vandhund. Jeg har altid elsket vand. Har gået til svømning så længe jeg kan huske tilbage; konkurrencesvømning, livredning som hygge med min mor, har været livredder og er nu instruktør på baby- og gravidhold i den lokale svømmeklub. Alle somre
er tilbragt ved havet. Jeg kan bare det dér med vand. Og det kan jeg også. Men hvad jeg ikke forventede var, at dette Halliwick-koncept skulle
vise mig vejen til at lære vandet at kende på en ny måde. (Jo jo, vand er stadig vådt!)

Jeg kom i bassinet – igen meget selvsikker og begyndte at plaske lidt rundt. To og to skulle vi observere og hjælpe hinanden til at flyde MED MINIMAL BRUG AF MUSKELKRAFT. Jeg blev makker med Annette, som arbejder med Halliwick i HASA. Jeg indtog min flydestilling, men opdagede til min store overraskelse, at jeg IKKE kunne flyde. Gentagne gange sank jeg ned under overfladen og begyndte febrilsk at
kæmpe med arme og ben for at få min pludseligt umulige krop op til flydeposition. ”Hvad sker der?”, tænkte jeg. Med resultatet at jeg spændte samtlige muskler for at få min krop til at makke ret. Plump! Under overfladen var jeg igen.

Annette prøvede at hjælpe mig med vejledning, guidning, hænder på og til sidst fast massiv støtte. Altså, jeg skulle støttes i vandet!!

Annette sagde flere gange: ”din nakke er helt spændt, prøv at slappe af”, men jeg kunne slet agere ud fra den besked hun gav mig. Jeg er sikker på, at hun blev lidt frustreret på mig. Til sidst talte Annette til underviseren, mens hun støttede mig, og jeg lå og kæmpede med (eller mod) vandet.
Vandhund – måske?

Jeg var chokeret og oplevede faktisk at blive gradvist mere og mere nervøs og anspændt. Jeg reagerede med at spænde helt vildt i nakken, lænden, armene og min vejrtrækning blev unaturlig. Arytmisk og overfladisk. Jeg følte mig fremmed i det vand, som jeg ellers havde bildt
mig selv ind, var mit rette element. Jeg var jo en vandhund for pokker!

Med øm nakke og lettere chokeret sluttede vi kursets første dag. En underviser sagde til mig, at der var lidt at arbejde med. Jeg smilede og prøvede at virke overskudsagtig. Men virkeligheden var, at jeg følte mig slået tilbage til start. Til gengæld var der noget, jeg var blevet nysgerrig på. Der var mulighed for at lære noget – og tilmed noget kropsligt.

Dag to startede i vandet, så jeg benyttede chancen for at øve mig lidt, inden underviseren gik i gang. Jeg var meget fokuseret på at mærke ordentligt efter, hvad min krop fortalte mig. Spænder jeg op? Slipper jeg kontrollen helt? Fyldte lunger, helt klart. Nakken. Hvordan er den? Hovedets position. Og ro på så vandet får tid til at ”virke”. Det lykkedes endelig i 4. forsøg. Jeg kom til at flyde – dog stadig med anspændthed omkring vejrtrækningen, fordi jeg sank under overfladen kort tid efter udånding. Det blev en hårfin balance af ikke at puste helt ud, en god trutmund til inhalation, holde vejret, og så flød jeg.

Jeg er en gift 39-årig pige, som stadig springer ud fra tre’eren, fordi det er sjovt og presser mig lidt på ”trygheden”. Uddannet fysioterapeut,
mor til fire (3, 5, 7 og 9 år) små vandhunde og har spillet klubfodbold det meste af mit liv.

At få italesat teorien omkring vand. At sætte farten ned, få roen til at mærke efter på egen krop i vand. Muligheden for at erfaringsudveksle med andre, for det var heldigvis ikke kun mig, som troede, at jeg kunne flyde ”No problem”. Jeg må sige, det der Halliwick, det virker for mig. Jeg glæder mig til flere frustrerende, oplysende og lærerige timer på grundkurset del 2.

Vandhund vs. vandskræk
Jeg har gjort mig en del tanker i forbindelse med at skulle lave denne artikel. Jeg ser mig selv som vandhund, men hvad betyder det? Googler
man ”vandhund”, så dukker der en masse fine billeder af forskellige slags hunde op. Min definition af en ”vandhund” er, at man er virkelig glad for at være i vand. Jeg er vandhund, men reagerede måske lidt som en med vandskræk! Eller? Jeg føler jo ikke, at jeg har vandskræk, eller at jeg er angst, når jeg er i vand. Alligevel har jeg tænkt over disse begreber: vandhund overfor vandskræk, så der er da noget, jeg har oplevet. Mærket. Følt. Jeg har tilegnet mig en kropslig oplevelse.

Ifølge sundhed.dk (www.sundhed.dk, Angst, Kropslige reaktioner) kan nogle af de kropslige reaktioner på angst være: høj puls, hjertebanken og spændinger i musklerne.

Jeg mistede kontrollen over min vejrtrækning og spændte i den grad i mine muskler, men mærkede det ikke i selve situationen. Min krop var ude af kontrol. Kan det sammenlignes med angstens magt over kroppen? For mig giver det mening at tænke: Min krop reagerer, fordinoget, som jeg troede var, ikke var!

Vandskræk/angst for vand handler om tab af kontrol, og det er direkte unaturligt at stikke hovedet under vand ifølge hjerneforsker Peter Lund Madsen (www.respektforvand.dk, Vandskræk). Ligeledes siger han: ”Angst kan sagtens opstå, selvom der i virkeligheden ikke er noget at være bange for.”

Jeg var jo ikke bange. Men min krop reagerede som om, at der var noget at være bange for. Mit hoved sagde: Der er intet at være bange for, få nu styr på det!

Den oplevelse at mærke og efterrationalisere situationen har givet mig en ny kropserfaring i vand. Jeg tror, at min vandføling i dag er, at hoved og krop er kommet tættere på hinanden. Når det så er sagt, så har jeg erfaret, at jeg er en vandhund under oplæring.
Store plask fra Tabitha