af Anette M. Spence

I 1991 var jeg første gang med til HASA’s svømmeaften i Lyseng.

I 1993 var jeg med i filmen ’Mærk vandet’.

Siden har jeg være fascineret og inspireret af de store og eksistentielle ord personer kan sætte på deres oplevelser i vand. Ord som: ”I vandet er jeg ikke tyk krop, men Luísa”, eller ”i vandet føler jeg mig som ét med det hele og alligevel helt sig selv”.

Derfor skulle mit masterprojekt i sundhedsantropologi også handle om vand. Nedenstående kan du læse lidt om mit projekt og de tanker jeg har gjort mig.

Som antropolog tager man ud i verden og prøver at se på den med nye øjne. Jeg besluttede derfor at samarbejde med en danser, der er kendt med at ”undersøge verden” via dans. Jeg arrangerede en workshop, hvor personer, der til dagligt lever med smerter, kunne udtrykke sig i vand via bevægelse.  Da det kan være svært at sætte ord på kroniske smerter, blev der ikke brugt ord, men der blev lavet tegninger og undervandsoptagelser, som jeg senere analyserede.

Jeg fandt frem til følgende beskrivelse af vandet:

• vandet løfter dig væk fra bunden
• vandet drejer dig om dig selv
• vandet bremser dig og gør dig langsom
• vandet inviterer dig til at bevæge dig bagud
• vandet griber dig, når du slipper/falder.

Det ledte til tanken om vandet som den perfekte dansepartner! Dette måtte undersøges yderligere og derfor lavede jeg endnu en workshop, hvor jeg sammen med en danser undersøgte vandet som partner på samme måde, som hvis man på land lavede kontaktimprovisation med en anden danser på land.

Selvom jeg i over 30 år har arbejdet i og med vand, så var dette en unik kropsoplevelse, som åbnede nye forståelser for vand.

Jeg er klar over, at dette kan lyde lidt langhåret, men prøv selv at ”mærke vandet” næste gang du er i det. Prøv at mærke det som partner, bevæg dig med det, udfordre det, leg, dans!

Som teoretisk afsæt brugte jeg sociologen Hartmut Rosas resonansteori. Han beskæftiger sig med, hvad det gode liv er. Han argumenterer for, at vi i dag har et stumt verdensforhold. Vi tror, vi kan planlægge alt og handle os ud af alt. Men øjeblikke af ”resonans”, der hvor man følger sig ”vibrerende” og i live, disse øjeblikke er som udgangspunkt utilgængelige og kan ikke planlægges. Men som mennesker hungrer vi efter dem. F.eks. kan glæden over at se en isfugl (utilgængelig) langs Gudenåen vække resonans, modsat en safari med løvegaranti (tilgængelig), der kan opleves som en stum ’nå-var-det-dét-følelse’. Resonans kan ikke betvinges.

Rosa beskriver også, hvordan vi oftest tænker kroppen som ’informationskilde’. Dvs. når den gør ondt et sted, så må vi hellere lave øvelser. Vi bør svømme for at få en god kondition osv. Men ved at tænke kroppen som ’inspirationskilde’, der hvor vi lader os bevæge i stedet for at vi bevæger os. Der hvor bevægelsen kommer indefra. Det er det, jeg i min opgave kalder fri dans. Og her ser jeg muligheder i vand og med vandet som den perfekte partner.

I filmen ’Mærk vandet’ er et af kernebudskaberne: ’Lad din svømmer mærke vandet’. Det er på en måde dét, jeg i dette projekt finder tilbage til.

Selvom empirien til denne opgave baserer sig på én workshop, tillader jeg mig at tolke, at der i vand er et potentiale for at få en eksistentiel oplevelse af at høre til, hvis man formår at give slip og give sig hen. Når vi tør slippe, både bunden og grebet og åbne hænderne. En deltager siger: ”Der er sådan en given sig hen i vandet, som jeg tror, jeg aldrig har oplevet før.”At det sker, når vi i fri dans rækker ud og mærker vandet og ”lader os opløse”. Eller med Hegels ord: ”I den anden at være helt sig selv”.

En af informanterne beskriver, at hun altid oplever at transcendere lidt, når hun er i vand, især når hun flyder. At det er et åndeligt øjeblik, ”et åndehul –et hul til ånden”.

Jeg beskriver i min opgave også en særlig oplevelse af eksistentiel rummelighed ved fri bevægelse i vand. En af deltagerne udtrykker det sådan her: ”Vand kan få os til at udtrykke en skønhedsfornemmelse eller det kan være skønt ikke at føles tyk eller at have en stomi. Jeg mærker en langt større rummelighed til smerter, til sygdom, til død, til eksistentielle problemer. […] Mit hoved, min tanke, min hjerne med kroppen, bliver mere ens, der bliver ikke den store forskel.”

Vandet har tilsyneladende også en evne til at opløse det formelle rum mellem mennesker. Vi kan røre hinanden på måder, der ville være uhørt på land. En af deltagerne beskrev, at hun oplever, at man lader noget af sit formelle ’jeg’ ligge i omklædningsrummet.

I workshoppen viste det sig ved, at deltagerne ikke kun dansede med vandet, men endte med at tumle sammen i vandet som delfiner. Jeg beskriver i min opgave, hvordan denne oprindelige og legende måde at bevæge sig på kan sammenkædes med en følelse af at komme hjem.At kaste sig ud i det ukendte og samtidig opleve en: ”En styrke, en sikkerhed – at komme hjem til sig selv – lige dér. Ja! Jeg stoler ikke på kroppen […] men når det kommer i glimt, så er det fantastisk”, som en deltager beskrev.

Tak til HASAM for økonomisk støtte til at gennemføre denne workshop.

Jeg håber, dette lille skriv kan inspirere til at ”mærke vandet” og se muligheder for nye oplevelser i vand. Men også at styrke troen på, hvor vigtig det er at støtte svømmeren til at kunne give sig hen til vandet, som er en forudsætning for at kunne lade sig bevæge af/i vand og at danse: ’Støtte til fri udfoldelse’, som det hedder sig i filmen ’Mærk vandet’. Lad os sammen undersøge, hvad denne frie udfoldelse i vand kan bidrage med.