Danmark var efter England et af de aller første lande til at få etableret en Halliwick organisation. Da vi var med helt fra starten for 50 år siden, blev vi opfordret til at fortælle om starten på Halliwick i Danmark ved den internationale Halliwick online konference, som blev arrangeret af Halliwick gruppen i Israel sidst i september i år. Vi skiftedes til at fortælle, og det vil vi gengive her oversat til dansk. Ud over at fortælle om selve historien og hvad der har fascineret os ved Halliwick, valgte vi også at sige noget om James McMillan (Mac), fordi der i dag er så få tilbage, som har kendt ham.

Vibeke: Historien om Halliwick i DK starter tilfældigvis i Bad Ragaz i Schweiz i 1967, hvor jeg arbejdede som fysioterapeut på rehabiliteringscentret. Jeg kom fra rehabiliteringshospitalet i Hornbæk med mange unge med rygmarvskader. Dr. Zinn, cheflægen i Bad Ragaz, samarbejdede med Mac, hvilket førte til et 5-dages Halliwick kursus for stedets fysioterapeuter. På kurset var der en masse vandfysik, formler og fysiske beviser, som jeg syntes var svære, men to ting fascinerede mig virkelig:

Hvad man kunne opnå i vand
En mand med meget svær spasticitet blev placeret langs kanten af poolen. Derefter blev han rullet i vandet, uden at nogen var i vandet for at tage imod ham. Vi så ham synke og derefter langsomt komme op til overfladen med ryggen først og derefter vende sig om på ryggen, så han fik munden over vand – for derefter langsomt at svømme væk, uden at vi kunne se hvordan. Det var en øjenåbner! Ud fra det jeg så på land, ville jeg have udelukket hans mulighed for at komme i vandet og svømme. Nu erfarede jeg Macs ord: ”Se på hvad de kan i vand – ikke hvad de ikke kan på land”. ”Se efter mulighederne, ikke begrænsningerne.”

Den anden fascinerende ting var…
…Macs kompromisløse insisteren på, at kursisterne skulle behandle de funktionshæmmede svømmere med respekt og ligeværdighed, hvilket også omfattede relevante krav. Svømmerne skal være deltagere i læreprocessen, ikke kun passive modtagere. På det tidspunkt var denne holdning endnu ikke almindelig blandt fagfolk i DK. Her var holdningen langt mere autoritær, men det passede godt med den holdning, jeg var stødt på blandt de indlagte patienter med rygmarvsskader, og som jeg kendte fra Harald og hans opvækst med følgerne efter polio. Hele forløbet gjorde et stort indtryk på mig, men jeg anede ikke, hvordan jeg skulle komme i gang med Halliwick tilbage i Danmark. Muligheden kom tre år senere. Også her spillede
tilfældigheder ind. En fysioterapeut, Tove Sørensen, fra Aarhus, havde arbejdet i London. Hun var derved også kommet til at arbejde med Halliwick, og hun og hendes søster, Inge, ville introducere Mac og Halliwick i Aarhus, så de fik arrangeret et kursus med Mac.

Her kom chancen!
Jeg arbejdede nu på specialinstitutionen Solbakken for fysisk funktionshæmmede børn og unge, hvor Halliwick var meget relevant. Det første grundkursus med Mac blev afholdt i september 1971. Jeg og to fys-kolleger (Lissen og Else) deltog, og Harald blev fanget ind fra
sidelinjen. Efterfølgende dannede vi en undervisningsgruppe, og vi var heldige at få en ledig tid i den nyåbnede Lyseng Svømmehal , som
vi har endnu. Det betød, at vi 2 måneder efter kurset kunne begynde svømmeundervisning for unge fra ”vores” institution, og kort efter for hjemmeboende funktionshæmmede børn.

Harald: Vi arbejdede hårdt på at organisere undervisningen, og vi gik snart i gang med at udarbejde undervisningsmateriale til kortere kurser for nye instruktører. Allerede det første år begyndte vi at holde foredrag og kortere kurser rundt om i landet. Da vi brugte kommunale svømmehaller, måtte vi organisere os som en klub, så vi stiftede HASA, Halliwick Svømmeklub i Aarhus, i januar 1972, som den første Halliwickklub i Danmark. Mens svømmeundervisningen gik godt, mødte vi hurtigt modstand fra helt uventede sider. Vi mødte kraftig modstand fra svømmelærere, der også tog sig af handicapsvømning. Vi var jo ikke uddannet efter den gængse svømmeundervisningsmetode, så vi var ikke berettiget til at undervise (!), – selvom de selv ikke havde nogen særlig metode til undervisning af funktionshæmmede. Vi blev også bebrejdet for ikke at bruge opdriftshjælpemidler i undervisningen. Både svømmelærere og fysioterapeuter kritiserede os for ikke at kræve en lægeerklæring fra de funktionshæmmede idrætsudøvere, som man gjorde i nogen sammenhænge. Det var imidlertid ikke obligatorisk, så efter vores mening
var vi nødt til at respektere den enkeltes ret til at vurdere og beslutte, om der var behov for at konsultere en læge. Vi skulle kun have at vide, om der var noget, vi skulle være opmærksomme på i forbindelse med svømning, som f.eks. epilepsi og diabetes. Også fra handicapidrætten mødte vi modstand. Den eksisterende idrætsklub for fysisk funktionshæmmede betragtede os som en konkurrent og ville have os til at blive en del af dem, så der kun var én klub for fysisk funktionshæmmede i Aarhus. Det modsatte vi os. HASA var for alle, uanset handicap, og hvorfor skulle funktionshæmmede kun have ét tilbud i en by som Aarhus og ikke have mulighed for at vælge? Men vi fik god opbakning fra den almindelige idræt. Jeg havde ingen erfaring med at drive en idrætsklub, og om hvordan idrætten var organiseret. Så for at komme i nær kontakt med
idrættens holdninger og tankesæt, overraskede. En kæmpe stor slange.
jeg generalforsamlingen i Idrætssamvirket ved at foreslå mig selv til bestyrelsen – og blev valgt! Min tid i bestyrelsen gav mig en masse erfaring,
og Idrætssamvirket arrangerede to grundkurser med Mac.
Også De Danske Gymnastik og Ungdomsforeninger (DDGU) støttede os, og det medførte bl.a. deltagelse af svømmeinstruktører på de følgende kurser. På kurset i efteråret 1973 deltog bl.a. Inger og Niels Kristian Nørregaard der lige havde startet et handicaphold i Helle Svømmeklub, og efter kurset blev det en Halliwickafdeling, hvor de stadig er aktive. Det første kursus i 1971 blev efterfulgt af flflere kurser med Mac eller Margaret Reid, også fra London, indtil 1980. Da meget få af jer har oplevet Mac, vil vi give jer vores indtryk af ham, især fordi hans evner og engagement var af uvurderlig betydning for Halliwicks udvikling i Danmark.

Vibeke: Mac var ikke krævende, hverken når det kom til kursusfaciliteter, forplejning eller indkvartering. Han tilpassede sig. Han foretrak at bo privat, og han boede hos os et par gange. Han ønskede, at kursusomkostningerne blev holdt på et minimum. Derfor fik han dækket sine udgifter, men intet eller et meget lille honorar. Mac var karismatisk og også kontroversiel. Hans kurser var intensive, inspirerende og lærerige. Han var kompromisløs, når det kom til fremstilling af de fysiske love i vand. Som ingeniør i hydromekanik påpegede han fejl i almindelige
lærebøger om svømning. Det skabte generelt modstand mod ham i svømmeinstruktørkredse. Derfor lagde han på kurserne meget vægt på
at bevise, at hans fysiske forklaringer var videnskabeligt underbyggede. Han reagerede kraftigt, hvis hans undervisning blev kritiseret eller blev
stillet spørgsmålstegn ved. Lige så hyggelig og charmerende han var, lige så rasende og ubehagelig kunne han være i en sådan situation. Han var også kompromisløs i forhold til instruktørernes og kursisternes holdning til den
funktionshæmmede svømmer. Det var vigtigt for ham at udvikle svømmerens evner fuldt ud, så hvis han syntes, at man støttede for meget – og ikke turde give slip, reagerede han. Vi husker stadig, hvordan han råbte til en omsorgsfuld ældre deltager ”Keep your fingers off, Granny!” så det
gjaldede i svømmehallen. Og hvis Mac syntes, at holdningen var nedsættende, så kunne han sige han ”Don’t pat, pat him!” ledsaget af en sigende håndbevægelse. Ligesom Mac har vi altid fundet det meget vigtigt og værdifuldt at have funktionshæmmede med på kurserne. Det er lettere at formidle en ligeværdig holdning og respekt i forbindelse med praksis end rent teoretisk, og at støtte en funktionshæmmet i vandet er noget andet end at støtte en fysisk velfungerende medkursist. De mange kurser og de mange deltagere betød nye instruktører og undervisere, som Bodil Føns, og en spredning af Halliwick konceptet til klubber, specialbørnehaver, skoler og institutioner for børn og uddannelsesinstitutioner for fysioterapeut osv. Så, i 1993, blev HASAM, Halliwick-samarbejdet i Danmark, etableret som den officielle repræsentant for Halliwick med ansvar for uddannelse af instruktører og for udarbejdelsen af kursusmateriale.
Det første nationale Hallwicksvømmestævne blev afholdt ved HASAs 10-års jubilæum i 1982, og de nationale svømmestævner blev gradvist til flere stævner om året. I 1997 og 2007 arrangerede Harald, Mac og Else gerede Danmark internationale svømmestævner og deltog i stiftelsen af IHA i 1993 i Bad Ragaz. Danmark har lige siden været med i IHAs bestyrelse og/eller uddannelsesudvalg.

Vibeke: Det er nu 50 år siden Halliwick blev etableret i Danmark, og vi har været med hele vejen. Det har bragt os venskab og fællesskab med mange meget forskellige mennesker. Sammen med dem har vi overskredet vores egne grænser og gået nye veje.
Vi er stadig fascineret af
–

• de utrolige færdigheder svømmere kan opnå uanset funktionshæmning
•  at alle kan deltage i svømmeundervisningen såvel som i svømmekonkurrencer,
• at undervisningen er baseret på respekt og ligeværd,
• på forståelsen af samspillet mellem vand og krop og
• på troen på, at mestring giver mulighed for reel integration. “Swimming is only that bit!” som Mac gentog igen og igen.
  Vibeke og Harald