NYHEDER

HASAM fraråder mundbind og visir i/ved bassinerne.

Lad os sige det lige ud: VI ER OGSÅ MEGA TRÆTTE AF CORONA!!

HASAM ønsker at udvise omhu og samvittighedsfuldhed i forebyggelsen af Covid 19, hvor svømning eller bassintræning skal forgå på en Covid 19  forsvarlig måde for alle parter.

HASAM finder det derfor nødvendigt at fraråde brugen af visir i/ved bassiner! 

Vi har brugt mange timer på at studere, diskutere og kommunikere om Corona/Covid-19.  Det mest trælse er, at vi endnu ikke har fået fyldestgørende svar på vores henvendelse til myndighederne.

HASAM vil gerne  understrege følgende:

Brug af mundbind i bassinet er IKKE sikkerhedsmæssigt forsvarligt.
Dels fordi et fugtigt mundbind har mindre beskyttende effekt mod Covid 19, og dels fordi det udgør en øget sikkerhedsrisiko, når det bliver vådt pga. sprøjt, eller man ved uheld får hovedet under vand, da man så ikke kan trække vejret igennem det. Så vi er meget bekymrede over at høre, at det bliver anbefalet rundt omkring i svømmehallerne og i/ved træningsbassiner.

Brug af visir i/ved bassinet.
Vi er også bekymrede for brugen af visir i svømmehallen. Vi har hørt om eksempler fra instruktører/terapeuter, der bliver meget dårlige af at have dem på i/ved bassinet. Vi antager, at dampe fra desinfektionsbiprodukter (Trihalometaner) fra bassinet koncentreres mellem ansigtet og visiret og fører til øget inhalation af disse, hvilket medfører gener fra luftvejene, respirationsproblemer og alment ubehag.

 HASAM har på baggrund af dette skrevet endnu et brev til Sundhedsmyndighederne med vores faglige begrundelser ift. brugen af mundbind og visir i svømmehaller og i/ved træningsbassiner. Du kan læse brevet til Styrelsen for Patientsikkerhed her.